Er man en gammel dreng, husker man Rider Haggards romaner om ’Kong Salomons miner’ og den overskønne, men listige og træske heks ’Hun’. Bland de to godt og grundigt, og kom en dunk frostvæske i, så har man ’De Edsvorne’.

I stedet for det mystiske Afrika har vi nu det kolde Nord, men skattejægerne giver sig også denne gang ud for at være ædle og civiliserede, altså på vikingevis. Det betyder, at man står ved sit ord, i dette tilfælde ved den ed, man sværger hinanden. Brydes den, hidkalder man den onde skæbne. Denne verden er ny for Orm Ruriksson, som er 15 år i det herrens år 965. Spørgsmålet er selvfølgelig hvilken herre, både på det jordiske og det åndelige plan. Orm hentes brat fra sin fosterfaders fredelige bygd et sted i det norske efter (ufortjent) at have fået ry som bjørnedræber og er snart optaget i en berygtet skibsbesætning, ledet af den sorte Einar og med Orms far som skibsfører. Vikingerne følger stadig Odin, men har dog nogle iblandt sig, som er begyndt at hælde mod den hvide Krist, der, som vikingerne noterer sig, har lidt nøjagtig samme skæbne som Odin i sin tid: at hænge på et træ og blive pint. I det hele taget er der pudsige sammenfald med den kristne tro og den gamle nordiske, som dens præster ihærdigt forsøger at fortrænge, og der er da vikinger, der knurrer skeptisk over dette. Hvilket de gør ret i, efter denne læsers mening. Men vikingerne tror på magien ved alle slags guder og er snart opfyldt af begær efter at finde et sværd, der siges at være smedet af det spyd, som blev stukket i den hvide Kristus’ side. Det må have stor magt. At det er vejen til hunnerkongen Attilas skatkammer, fuldt af dragesølv, gør det kun mere eftertragtet. Og ind træder en ung og mystisk troldkvinde af smedeæt.