Sidst, vi tog afsked med strømeren og enspænderen, garderhøje og bomstærke Harry Hole i ’Genfærd’, havde han tre kugler i sig og måtte siges at befinde sig på gravens rand i en cliffhangersituation. Pistolmanden var hans egen stedsøn med kæresten Rakel, den narkotiserede og traumatiserede Oleg. Der var endog flere løse ender i en meget snoet og speget sag, hvor de onde lo, og de gode græd. Politiets top var gennemført korrupt, banderne hærgede gaderne i Norges hovedstad og som sagt: Harry syntes at være sendt til de evige politimarker med akut blyforgiftning.
Krimiens fascination
Her i tiende bind om Harry, ’Politi’, er det svært at sige for meget om hans nuværende skæbne i et bind på over 500 sider. Fordi den er en del af krimiens fascination og puslespil, fermt og drilsk vævet ind i dens mystiske og bevægende intrige, som evident har spind og tråde tilbage til forrige opus.
Men læseren kan selvfølgelig godt sige sig selv, at vi taler ikke om en mastodontisk nekrolog. Så uden ord om Harry vikles vi fra første side ind i en række bestialske mord. På politifolk, som på forne åsteder for uopklarede sager i Oslo hensynsløst med et stumpt våben bliver slået til makrel i tomatsovs.
Harry Hole returnerer i en af tidens bedste krimier Holes gamle venner, politikorpsets musketerer m/k, med den solide strømer Gunnar Hagen i spidsen sættes ind. Men trækkes også tilbage af den sleske overskurk Mikael Bellman, politimesteren med gustne hensigter, sidespring og grumme ting i skabet. Ikke mindst sammen med hans sadistiske underhund Truls Berentzen, der går til hånde, når noget skal forsvinde. Fra jorden for stedse.
