Et lavthængende skydække trækkes ind i svenske Karin Alvtegens sjette roman, ’Sommerfugleeffekten’, som undertegnede har afventet med spænding. Sådan er det nemlig med Alvtegens små, plotstærke værker. Deres klare idé formidles almindeligvis med et sådan raffinement, at hendes udgivelser fremstår som litterære delikatesser, man ikke på forhånd kender alle ingredienser i, men bare véd, bibringer én en mindeværdig oplevelse.
Vanen tro dykker hun igen dybt i menneskesindet. Og dunkelt bliver der dæleme dér, hvor hun tilsyneladende befinder sig bedst med at rode op i moradset og udæske sine karakterer deres mørkeste sider.
