Jeg har altid følt mig nomadisk af sind, haft et dybt ubehag ved det alt for fastboende, det fastgroede, den faste ejendom, forskansningen mod det fremmede, bindingen til jord og blod. Derfor er det med fryd, jeg hos Olga Tokarczuk læser, at civilisation er mobilitet: »Barbarer rejser ikke rundt, de går direkte efter målet eller invaderer deres naboer«.
Disse ord er ganske vist lagt i munden på en kvinde med hennahænder og termote, en af den rejsende jegfortællers mange midlertidige medpassagerer, men de synes at ligge tæt på fortællerens egen holdning, eller på det rejseevangelium, som overordnet udgår fra Tokarczuks vidunderlige roman.
