Det er nok ikke helt tilfældigt, at jeg har signaturmelodien fra tv-serien ’Matador’ på hjernen, da jeg kigger op fra siderne i sjette og sidste bind i Katrine Marie Guldagers Køge-krønike. Krøniken er en slags ’Matador’ i romanform:

Gennem et halvt århundrede, fra 1938 til 1988, følger vi familien fra Køge og danmarkshistorien omkring dem. I sidste bind oplever vi halvfjerdserånden ebbe ud gennem firserne; fra kollektiver, kvindegrupper og børnemagt til slips og liberalisme. Men samtidig med skildringen af de nye tider er krøniken fortsat også en skildring af alt det, der gentager sig i en slægtshistorie. I en grad, så fortælleren mod slutningen kan forudsige, at også tredje generation vil flytte ind i et parcelhus på en vej, der nok rimer på Sofievej eller Marievej: »Vi ved, at det er dét, der kommer til at ske, fordi historien hele tiden ændrer sig, fordi historien hele tiden gentager sig«.