Hvis jeg var kunstner, ville jeg have det sådan her:

Hvordan skal man overhovedet kunne forholde sig til og ikke mindst lave kunst om alle verdens problemer? Hvordan finder man balancen mellem det sensationalistiske og det slet og ret uinteressante og kedelige? Hvordan undgår man at udøve vold mod det/dem, man skriver om, og hvordan undgår man, omvendt, at blive for respektfuld og ærbødig, hvilket jo også let kan være til en form for vold? Er det ikke sådan, at man uanset hvad kommer til, kunstnerisk set, at kapitalisere på andres reelle kriser? Og er det i det hele taget muligt at transformere sit engagement til kunst, burde man i virkeligheden ikke forlade den æstetiske sfære til fordel for konkret praktisk politik?