Modig genfortælling
Det er altid farlig trafik at give sig i kast med at filmatisere litterære klassikere. Angstprovokerende, ligefrem. Men når så der er er tale om den italienske adelsmand Giueppe Tomasi di Lampedusas roman ’Leoparden’ fra 1958, bliver det ligefrem også dumdristigt.
For der har en af historiens største filminstruktører, Luchino Visconti, allerede været med en fortolkning, der regnes blandt hans bedste film og ofte er at finde på lister over de ypperste stykker filmkunst. Det mere end tre timer lange epos med Claudia Cardinale, Alain Delon og Burt Lancaster er ikke sådan at eftergøre.


























