Danmarks Eurovision-håb, Søren Torpegaard Lund, har allerede vundet ved årets internationale melodigrandprix. Nummeret ’Før vi går hjem’ har modtaget komponistprisen ved uddelingen af Marcel Bezençon Awards i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien, kort inden årets finalebrag begynder.
For det er ikke kun fans og fanjuryer, som bedømmer årets grandprixsange. Alle sangskriverne, der har været inde over alle årets grandprixsange, har stemt på, hvilken de synes, er årets bedste. Og her faldt valget på ’Før vi går hjem’.
Søren Torpegaard Lund, som har skrevet sangen sammen med Clara Sofie Fabricius, Thomas Meilstrup og Valdemar Littauer Bendixen, var på scenen i presserummet, hvor prisen bliver uddelt, for at tage imod hæderen og en statuette.
»Det er ikke til at tro, tusind tak. Nu har jeg i det mindste vundet noget i dag«, lyder det fra Søren Torpegaard Lund.
Ud over komponistprisen blev der uddelt to andre hædersbevisninger.
Artistprisen, som uddeles af landenes respektive grandprixkommentatorer, går til Bulgarien og balkanlandets bombastiske sang ’Bangaranga’ af sangeren Dara.
Endelig uddeles presseprisen, som journalister, der dækker grandprixet, stemmer om vinderen af. Den går til den australske sangerinde Delta Goodrem, der vil forsøge at vinde årets Eurovision med den storladne ballade ’Eclipse’.
Om Søren Torpegaard Lund også vinder selve Eurovision, bliver afgjort lørdag aften. Finalen kan ses på DR1 fra klokken 21.
ritzau
fortsæt med at læse




























