Socialrådgiver, radiovært og forfatter Tine Brylds fortælling om ’Liv & Alexander’ skal filmatiseres af den oscarbelønnede danske filminstruktør Anders Walter.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra produktions- og distributionsselskabet Nordisk Film i forbindelse med en invitation til en åben casting af de unge talenter, som skal spille titelrollerne som Liv og Alexander og en større rolle som karakteren Laila.
’Liv & Alexander’ er navnet på hele trilogien og trilogiens sidste bog om provinspigen Livs udvikling fra teenager til ung kvinde.
Den første bog i trilogien, ’Pige Liv’, udkom i 1982. Den næste i rækken, ’Befri dit liv’, blev udgivet året efter. Trilogien blev fuldendt i 1984 med ’Liv & Alexander’, som det samlede værk også kaldes.
Tine Bryld rådgav igennem 36 år unge mennesker i DR’s radioprogram ’Tværs’.
Hun døde i 2011, 71 år.
ritzau