»I am Megatron«, lyder det med nærmest karikeret robotstemme fra den onde megarobot på lærredet i filmen ’Transformers’. Det er lidt svært ikke at fnise indvendig, men min sidemand, Transformers-entusiasten Martin Lund, fniser ikke. Måske er det, fordi han ved, at der nu bliver ballade i ’it’s a matter of national security’-kategorien. Filmen ’Transformers’ er nemlig historien om to rivaliserende grupper af robotter – Autobotter (de gode) og Decepticons (de onde). Transformerne er rumvæsener, der for fire millioner år siden flygtede fra deres egen planet Cybertron på grund af borgerkrig og ved et uheld styrtede ned på vores planet.
De har ligget i dvale siden, men vågner op i vores nutid og kan ikke slippe væk. For at overleve skal de skjule sig for mennesker – dels for ikke at skræmme dem, dels for ikke at blive udsat for eksperimenter – så de finder på at gemme sig som almindelige ting som biler, radioer og fly. Indtil de altså transformerer sig tilbage til robotter. Det store battle – for sådan et skal der jo være i en rigtig actionfilm – er kampen om Urgnisten, der svarer til Den Hellige Gral og indeholder al viden om Transformernes oldtid. Viden er magt, og den, der har Urgnisten, har magten. Det er den, the good guys beskytter, og som the bad guys vil have fat i, for med den kan de overtage hele universet. En ægte fan Den 29-årige cand.mag. i musik Martin Lund er stået op kl. 4 denne morgen for at flyve fra Aalborg til screening på filmen på Frederiksberg – og for at se filmen en god uge før alle andre. Han har nemlig været Transformer-fan siden 1986, to år efter at de første figurer kom på markedet i 1984, dog med et afbræk i teenageårene.




























