Navnet Miyazaki er blevet synonymt med det bedste i japansk tegnefilm. Takket være film som ’Chihiro og heksene’, ’Det levende slot’ og ’Min nabo Totoro’ er Hayao Miyazakis Studio Ghibli blevet en slags tegnefilmkunstens belejrede slot, hvorfra dens ædle dyder forsvares med næb og klør mod de digitale angrebsbølger.
Miyazaki anerkendes overalt i verden som den moderne tegnefilmkunsts store mester. Ikke som Japans Walt Disney, men som et værdigt modstykke til selv samme Walt D.s arv og imperium. Det med arv og imperium skal tages helt bogstaveligt. For den mand, der sidder over for mig i en gårdhave i Venedig, hedder ganske vist Miyazaki, men fornavnet er ikke Hayao, men derimod Goro. Hayao Miyazakis 39-årige søn, der, selv om han egentlig er uddannet landskabsarkitekt, har vist sig parat til at gå sin berømte far i bedene med filmen ’Legenden om Jordhavet’. At det sker med blandede følelser fra begge sider, lægger Goro Miyazaki ikke skjul på. Det er en offentlig hemmelighed, at faderen har været modstander af sønnens nye karriere. Familiekrisen (måske) afværget »Jeg har ikke snakket med ham om det, så jeg kan kun gisne om årsagerne«, fortæller Goro Miyazaki.
