Det er ironisk, at Ridley Scott var den første af de foragtede ’kommercielle instruktører’, der fik skulder- og ridderslag som ’rigtig’ filminstruktør, den første, der klarede overgangen fra reklamefilmen til spillefilmen. Nu er den netop 70-årige Scott, hvis storværk ’American Gangster’ har dansk premiere i dag, så aristokratisk, som de overhovedet fås. Og ingen ved det bedre end han selv. Han er autokraten, diktatoren, den utålmodige despot på filmsettet. Kunne dårligt have fjernet sig længere fra sine praktisk gris- og smør på brøddet-dage i 70’erne.
Instruktøren uden egenskaber
Og han er på sin vis manden uden egenskaber. Uden særlige egenskaber af auteur-arten. I 1970’erne, en tid, der vrimlede med auteurer og filmiske renæssancemænd, havde man problemer med at rubricere den dygtige Sidney Lumet som andet end det lettere nedladende ’håndværker’, men Ridley Scott er en stolt håndværker i en tid, der bugner af netop dén type.
Det er slet ikke utænkeligt, at eftertiden vil vurdere, at den ambitiøse ’American Gangster’ ligger på linje med ’Alien’ (1979) og ’Thelma & Louise’ (1991) som Scotts strammeste, reneste og bedste film. Han har også lavet andre ’rene’ film, men hverken ’G.I. Jane’ (1997), ’Black Hawk Down’ (2001) eller ’Matchstick Men’ (2003) har helt samme flyvehøjde.
Scotts nyudgivne definitive cut af ’Blade Runner’ (1982), hans suverænt mest omdiskuterede film, lægger alener til den films ry, selv om den uvægerligt bliver træt hen imod slutningen. Hvem holder længst? Ridley Scott er en sær fugl, fordi han er så sur og vredladen, at ingen rigtig – med »ingen« mener jeg nu »journalister« – har orket at hægte sig fast i ham og afkræve ham svar og kunstnerisk credo.
