I dag bliver verden atter ramt af Harry Potter-feber, når den sjette film i rækken om troldmandsvidunderbarnet får premiere. Der er gået to år, siden trekløveret Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint sidst mødtes på lærredet, men nu genforenes de i ’Harry Potter og halvblodsprinsen’, som er en filmatisering af J.K. Rowlings næstsidste bind om den unge troldmandslærling. Teenagere oppe i årene Da IBYEN møder dem på Claridges Hotel i London, er aldersforskellen på dem og personerne i filmen markant.
Harry Potter og hans slæng er for alvor blevet teenagere, mens skuespillerne bag rollerne så småt er begyndt at runde de tyve. Og derfor har de kunnet bruge egne erfaringer til at få teenagehormonerne til at eksplodere i rollerne som Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley i den nye film. Kæk Potter Emma Watson er en velformuleret, stilbevidst ung dame, Rupert Grint tilbagelænet og fåmælt, mens Daniel Radcliffe, som spiller Harry Potter, er kæk på grænsen til det flabede, både når han taler med sine kolleger og svarer på spørgsmål. Han gør det dog med en sådan charme og et glimt i øjet, at det alligevel må kunne få de fleste unge pigehjerter til at slå lidt hurtigere.






























