Ring, ring. Ud af badet, ind i stuen: »Det er ’Jang’«. Fuglefløjt ude fra altanen, eftermiddagens myldretid gasser op på vejene, altoverdøvende. Konsonanter og vokaler mudret sammen i en dårlig telefonforbindelse. At hvad siger hvem? Ja …? »Det er ’Jang’«. Ja ... hej …? Jeg har stadig ikke hørt hvem: Jan? Jørn? HVEM?! Stilhed. Ja ...? »Det er ’Jang’«. Åh endelig. ’Jang’ som i Nicolas Winding Refn, instruktørens mystiske alias. Jeg troede bare ligesom kun, det var hans venner og nære kolleger samt wannabes fra mediemiljøet, der havde adkomst til at bruge det kælenavn. Åh … ja. Nå, hvor er du henne i verden? »Hvorfor?«, kommer det hurtigt tilbage. Mistroisk. Bare for at træde lidt vande, mens jeg kommer i tanker om, hvad jeg ellers skal sige, hører jeg mig selv. Nicolas Winding Refn. Ørnen er landet. Hans agent havde lovet mig, at han ville ringe til mig og aftale en interviewtid op til premieren på ’Bronson’. Men da jeg står og drypper og taler med Winding Refn i telefonen, er der mageligt med tid. Cirka 14 dage. Et spørgsmål om magt Men Refn – så fuck da: ’Jang’ – vil mødes nu. Som i NU. Han rejser til udlandet om halvandet døgn, lørdag morgen, så vi skal ses inden. Eller aldrig.
Han rejser og kommer først hjem et par uger efter filmens premiere. Det siger han i hvert fald, men det lyder, som om det meget handler om magt. At han vil ha’ den. Jeg er på nippet til at sige, at det må han så om; hvis han helst er fri for at tale med Politiken, så er vi også helst fri for at tale med ham. Vi udkommer nok endda uden. Jeg siger i stedet, at jeg vil prøve at rykke et par artikelafleveringer, så vi kan ses i morgen. Midt på eftermiddagen, foreslår jeg håbefuldt. Senest kl. 13, insisterer han. Endelig ikke en café, beder jeg, de steder har det med at fjerne fokus fra det egentlige. En café på Østerbro, fastholder han. Mine forventninger er behageligt lave. Nulpunktsagtige. Instruktøren har fået det, som han ville, jeg selv er stillet på standby så længe. Det hér må hellere være godt! Genopfundet sig selv Ét er givet: Man forventer ikke noget dydsiret, pligtopfyldende, ’det manglede da bare’-møde med Winding Refn. Manden, hvis personlige konkurser har været emnet for avisartikler og dokumentarfilm, og hvis ydmygelse over at blive sejlet agterud af kolleger som Lars von Trier og hvem som helst udløste grådanfald i den bedste sendetid i ’Den 11. time’, er ingen gennemsnitlig spinatfugl. Winding Refn har genopfundet sig selv. Det er vigtigt for ham at understrege, og ’Bronson’ er korset, han har genrejst sig ved. En film, der begyndte med at være et bestillingsarbejde for engelske penge. »Efter den seneste konkurs fik jeg besked på at afvikle alt omkring mig, gamle selskaber og gamle partnere«, siger han. »Og mens jeg udviklede ’Valhalla Rising’, der er et stort projekt, så jeg ’Bronson’ som en mulighed for at tjene nogle penge, men jeg blev mere og mere besat af den, efterhånden som jeg skrev manuskriptet om, og den endte med at blive en slags biografi over mit eget liv«. Vold og hvid chokolade Hvordan ligner denne pæne, kortbuksede 38-årige filminstruktør med en hang til hvid chokolade så manden, der er berygtet som den mest voldelige fange i engelske fængsler? Michael Peterson, der valgte at kalde sig ’Charles Bronson’ efter sin helt, skuespilleren, der tog loven i sine egne blodige hænder i filmen ’En mand ser rødt’? »Ligesom Michael Peterson har jeg altid villet være berømt. Ikke bare berømt, men en myte, nej, beyond myte. Mine tre første film var stærkt nihilistiske, men så rejste jeg mig igen med ’Pusher 2’ og ’3’ og startede min anden cyklus. Ligesom Peterson, der allerførst tæskede løs på alt omkring sig, fordi han ikke kunne finde den rette scene at agere på, og da han så først lagde knytnæven ned og tog pennen op for at skrive sine mange bøger inde fra fængslet, begyndte den anden cyklus i hans liv«. Det er derfor, det aldrig er helt simpelt at mødes med eller i det hele taget tale med Nicolas Winding Refn. Der er mange hoveder, der stikker frem, og mange personaer, der skal plejes.
