Det er udsigten til frisk frugt på bordet foran os, pærer, æbler, bananer, der gør forskellen. Som gør det lettere. Det er udsigten til frisk frugt, duften af nylavet espresso med sorte sneglespor op ad den indvendige side. Alt dette lagt oven i det faktum, at emnet, vi er her for at tale om, er komedie, gør, at denne sene tirsdag eftermiddag i januar føles helt, helt anderledes – lettere – end sidst jeg mødte Dejan Cukic. Det var en midnatsstund for et dusin år siden. Jeg er ikke så naiv at tro, at en dæmon har forvandlet sig til en engel, og at hele det skifte har udspillet sig, belejligt og lige til at oversætte til journalistisk lommepsykologi, her på den brede tallerken foran mig.
Jeg er ydmyg nok til at vide, at vi alle – Cukic, jeg – tager farve af de konkrete, aktuelle omgivelser og ikke træder i eksistentiel karakter sådan mange gange i løbet af en dag og halvvejs i offentlighed. I den helt almindelige verden, som vi alle færdes i, er fredagens tiger onsdagens missekat. Og tilbage igen. For at begynde et sted: Den sene aftentime, vi mødtes første gang, var direkte efter en forestilling på Østre Gasværk. Adrenalinen ruskede stadigvæk igennem hans nervesystem efter forestillingen, Nato bombede serberne, deriblandt adskillige af Dejan Cukic’ familiemedlemmer, i tordnende døgndrift, og han var lige dele bekymret på sin serbiske families vegne og arrig over, så let bl.a. danskerne syntes, det var at typecaste serberne som de skinbarligste djævle.
