På sidste måneds kræmmermarked i Hongkong for købmænd i tv- og filmbranchen, Filmart, var en af de opsigtsvækkende nyheder, at det engang så hæderkronede Hollywoodstudie RKO nu sælger ud af arvesølvet. Er man interesseret i at tjene kassen i et af de folkerige asiatiske lande, kan man simpelt hen købe sig retten til at genindspille ’Citizen Kane’ på kinesisk.
Eller hvad med Fred Astaire-filmen ’Top Hat’ indspillet på ny – på japansk? Eller i adventure-genren: en 2011-version af ’King Kong’, der slynger sig i Malaysias skyskrabere i stedet for New Yorks? »Asien er filmindustriens nye frontlinje« Kun fantasien sætter grænser. Tilbuddet kommer fra konsortiet Asia Film Group, der i samarbejde med RKO Pictures skal forsøge at finde investorer til at genfilmatisere nogle af selskabets guldalderklassikere.




























