Hollywood har fået øje på Romain Duris og insisterer på at give ham filmtilbud, han ikke i længden kan sige nej til.
Han er ikke nem og lokke, men er man gladere for europæisk film af en vis karat end af amerikansk superheltemainstream, holder man alligevel vejret frygtsomt tilbage. Penge er jo dog penge, hvilket sprog man end indkasserer dem på: l’argent, money ... Det burde egentlig slet ikke være realistisk at gøre Duris til Hollywoodstjerne – eller romantisk stjerne overhovedet. Gu’ ser han godt ud, det gør selv skurkene i de fleste film, men hans intensitet og frygtløse jagt efter roller, der kan udfordre ham og udvide hans udtrykspalet, er ikke skabt til færdigstøbte karakterforme, hvor ikke et øjenbryn kan hæves i den forkerte retning, før skabelonen falder sammen, og publikum sidder forvirrede tilbage. I torsdags havde hans seneste film dansk premiere. ’Heartbreaker’ hedder den på dansk, ’Hjerteknuser’. Han er en mand, der bliver betalt for at forføre kvinder væk fra de mænd, de tror, de er forelskede i – af kvindernes fædre, ægtemænd, diverse. En dag falder han naturligvis for en af dem, Juliette (Vanessa Paradis), og hvordan skal det så gå ...?




























