Indtil de grovkornede ’Brudepiger’ flyttede hegnspælene i skellet mellem mande- og kvindekomedier, nærede den amerikanske filmindustri en udtalt berøringsangst over for film med sjove kvinder i hovedrollerne.
Men instruktøren Paul Feigs ensemblekomedie, som får dansk premiere i dag, er blevet sommerens toneangivende hit i hjemlandet. I skrivende stund har de amerikanske biografgængere indsat 161,5 millioner dollar på brudepigernes konto, hvilket vipper de hidtidige box office-dronninger fra ’Sex and the City’ af pinden.






























