Det er svært ikke at være romantisk omkring baseball«, siger Brad Pitt i rollen som Billy Beane i ’Moneyball’, der havde dansk premiere torsdag. Og der findes næppe den amerikaner, der vil være uenig i den påstand. »Det er vores spil – det amerikanske spil«, skrev digteren Walt Whitman om nationalsporten. Og hvis man for alvor vil forstå den amerikanske folkesjæl, må man vende blikket mod den diamantformede bane, som den franskfødte amerikanske idéhistoriker Jacques Barzun har sagt:
»Enhver, der vil forstå Amerikas hjerte og tankegang, bør forstå baseball, spillets regler og realiteter«. Barzun mente i øvrigt, at man med egne øjne måtte se spillet på de små baner i mindre byer. Men filmmediet har omfavnet sporten i en grad, at en tur i biografen nu burde være nok.


























