Egentlig ville jeg have skrevet denne forholdsvis fyldige fødselsdagsomtale uden overhovedet at nævne Lene Maria Christensens hårfarve.
Hvis hendes navn og ordet ’blondine’ kunne skilles ad ved en kemisk – eller, i mangel af kemisk knowhow, redaktionel – mellemkomst, var dét et succeskriterium. Men nu står det der allerede, byrden er løftet, kapitulationen komplet, og vi kan komme videre i vore liv. Skuespilleren Lene Maria Christensen fylder 40 i dag, og på mig føles det, som om hun netop anduvede til disse kyster, så hurtigt er det gået. Samtidig har hun ligesom været her altid, men det er nok hendes relative almindelighed, der gør det; vi synes på en eller anden måde altid, vi har kendt sådan en som hende.





























