Superstjernen Pierce Brosnan dukker op i Susanne Biers nye film, der får verdenspremiere i september.
Den 59-årige irsk-amerikanske superstjerne spiller overfor Trine Dyrholm, hvis figur tilsyneladende har lagt givet filmens sit navn.
Og som man kan forvisse sig om i traileren, der er blevet offentliggjort i dag, får Pierce Brosnan lejlighed til at tale dansk i filmen. »Du er smuk«, siger han forholdsvis ubesværet til Trine Dyrholm.
'Den skaldede frisør' er Susanne Biers første film siden den succesrige og prisbelønnede 'Hævnen' (2010).
Den 52-årige instruktør har skabt 'Den Skaldede Frisør' i samarbejde med manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, og makkerparret fortsætter altså samarbejdet fra film som netop 'Hævnen' og tidligere Bier-succeser som 'Brødre' og dogme-filmen 'Elsker dig for evigt'.
Absurd humør og løssluppen dialog
'Den Skaldede Frisør' beskrives som romantisk med en sjov og livsbekræftende historie, hvor det, der virker som afslutning, viser sig at være en løfterig begyndelse på noget nyt.
»Susanne Bier har rystet en cocktail af forelskelse, absurd humor, løssluppen dialog og skarpt tegnede karakterer, der ikke vil lade nogen uberørt«, loves der i pressemeddelelsen.
Filmen udspiller sig i og omkring i en romantisk, gammel villa i en italiensk citronlund, hvor et bryllup kommer helt galt fra land.
Udover Dyrholm og Brosnan ses også Paprika Steen, Kim Bodnia, Bodil Jørgensen og Christiane Schaumburg-Müller på rollelisten.
ingenting
fortsæt med at læse




























