Myndighederne i Liberia beskylder journalist Mads Brügger for at være ikke bare amoralsk, men decideret kriminel på grund af hans optræden i filmen 'Ambassadøren' fra 2011.
I filmen skildrer Mads Brügger, hvordan han går under cover og køber sig til en titel som diplomat i Liberia for at komme ind på det sorte marked for diamanter i Den Centralafrikanske Republik. I processen går han kritisk til værks over for blandt andre præsident Ellen Johnson fra Liberia og udstiller korruption.
På den baggrund er det »forventeligt«, at Liberia fordømmer Mads Brügger, mener lektor Stig Jensen, der leder Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
»Som stat kan man ikke leve med, at nogen eksponerer ens præsident og administrative system som værende bundkorrupt. Hvis man ikke reagerer på sådan noget fra liberisk side, hvad skal man så reagere på«, siger han.
LÆS MERE Liberia vil sagsøge Mads Brügger for Afrika-film
Ifølge lektoren bliver situationen næppe bedre af, at Mads Brügger har udnyttet Liberia til at gøre sig gældende i Den Centralafrikanske Republik.
»Liberia bliver nødt til at tage på sig, at en hvid mand har udnyttet den status, som han har kunnet få i Liberia, til at udnytte et andet afrikansk land«, forklarer Stig Jensen.
Historisk klangbund
Og netop det med »den hvide mand«, spiller også en rolle i udmeldingen fra myndighederne i Liberia, mener Stig Jensen.
I filmen optræder Mads Brügger i ridestøvler og fremstår i det hele taget som en koloniherre fra en svunden tid, mens han blandt andet optræder side om side med fulde pygmæer.
»Der er også den afrikanske dimension i, at her kommer den hvide mand og pisser på os. Det vil de simpelthen ikke finde os i«, siger Stig Jensen.
DOKUMENTATION Liberias anklager(eksternt link, engelsk)
Stig Jensen har selv set 'Ambassadøren' tre gange og vist filmen for afrikanere på Københavns Universitet.
»De synes, at det er det groveste af det grove«, siger han og fortsætter:
»Hvis jeg tog den med under armen til nogle møder i Afrika og sagde: Nu skal I se, hvad der bliver vist her. Så ville jeg blive lynchet«.
ANMELDELSE
Komiker farer vild i Afrikas blindtarmPersonligt betegner Stig Jensen filmen som »dybt provokerende«, samtidig med, at han roser den for at være anderledes og for at tage fat om »mange relevante problematikker«.
Brügger: Pinligt for Liberia
I går sagde Mads Brügger til politiken.dk, at myndighederne i Liberia sandsynligvis »har behov for at slå i bordet og tale med store bogstaver, så det ser ud som om, at der er nogen, der gør noget ved det«.
»Det er jo sindssygt pinligt. De har tidligere bedyret, at nu havde de en gang for alle taget et opgør med salg af diplomattitler, og så er det selvfølgelig uheldigt, at min film demonstrerer, at det stadig finder sted«, sagde Mads Brügger.
LÆS MERE
Liberia sagsøger Mads Brügger: »Det forekommer stærkt eksotisk og interessant«fortsæt med at læse


























