Svensker snyder Arcel for fornem filmpris

Vinder. Ruben Östlund vinder årets filmpris fra Nordisk Råd for 'Play'.
Vinder. Ruben Östlund vinder årets filmpris fra Nordisk Råd for 'Play'.
Lyt til artiklen

Det bliver ikke Nicolaj Arcels store historiske drama 'En kongelig affære', der løber med Nordisk Råds filmpris 2012.

Prisen går i stedet til Sverige og filmen 'Play', der er instrueret af Ruben Östlund.

Filmprisens jury, der er sammensat af filmeksperter fra de fem nordiske lande, begrunder valget således:

»Instruktør Ruben Östlund understreger endnu engang sin plads blandt de mest originale filmskabere i de nordiske lande. Gennem sit gennemgående kunstneriske projekt – at dissekere og analysere menneskets opførsel – giver Östlund tankevækkende indsigt i sociale roller og rollespil«.

Og det lyder videre:

»Den stilrene billedside, den ubønhørlige fremdrift i historien og de utrolige præstationer af ikke-professionelle skuespillere gør 'Play' til et smerteligt drama, der presser os til at reflektere over vigtige temaer i moderne vestlige samfund«.

LÆS ARTIKEL 'En kongelig affære' slår rekord i udlandet

Baseret på virkelige hændelser
Filmen er baseret på virkelige hændelser, hvor en gruppe 12-14-årige drenge med indvandrerbaggrund i Göteborg røvede mere end 40 jævnaldrende. Til formålet brugte de et trick, som gjorde, at de ikke behøvede bruge vold eller trusler. Ja, faktisk opstod der øjeblikke af forståelse mellem bøller og ofre.

Instruktøren fik idéen til filmen, da han i nyhederne læste artikler om hændelserne, og siden fik han adgang til rapporter fra efterforskningen og interviewede også både ofre og en af tyvene. Filmen balancerer ud fra den research lige på grænsen mellem fiktion og dokumentar.

»Der er mere Ken Loach og Michael Haneke end Roy Andersson over ’Play’, der skildrer et velfærdssamfund med ondt i hverdagen, hvor børn overlades til sig selv, og forældre aldrig svarer på telefonen«, skrev Politikens anmelder Sophie Engberg Sonne i sin femhjertede anmeldelse af filmen, da den havde dansk premiere i august.

LÆS ANMELDELSE AF 'PLAY'

Fiktiv dokumentarisme leger dygtigt med konventionerne

Nordisk tone

Instruktøren Östlund og filmens producent Erik Hemmendorf udtrykker benovelse over at modtage prisen i et år, hvor konkurrencen er »stenhård«.

»For os kendetegnes den gode film ved, at der hele tiden stilles vigtige spørgsmål til og om mennesket, i forhold til det samfund vi lever i. Og netop samfundet som de nordiske film udgår fra, er med til at give filmene en specifik tone og karakter. Det er måske dét, som er særligt kendetegnende for de film som udgår fra de nordiske filmmiljøer? Det er i hvert fald noget, som vi må arbejde med at opnår med tanke på den dominans og indflydelse Hollywood udøver på vores udtryksmåde«, lyder det fra de to i en pressemeddelelse.

Filmen vakte stor debat i hjemlandet Sverige, har vundet flere internationale filmpriser og også fået opmærksomhed ved årets filmfestival i Cannes, hvor den havde verdenspremiere.

Prisoverrækkelsen sker under Nordisk Råds Session i Helsinki den 31. oktober.

Mens Nikolaj Arcel går glip af en tur til Finland, kan han glæde sig over, at 'En kongelig affære', der er set er mere end en halv million danskere og er den mest sete dansksprogede film nogensinde i både England og Australien, er blevet udvalgt som Danmarks bud på en Oscar-kandidat.

LÆS ARTIKEL 'En kongelig affære' bliver Danmarks Oscar-kandidat

Mads Mikkelsen kan blive stor Oscar-triumfator

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her