Den amerikanske western er på samme tid det evige, monolitiske billede på aspiration og sikkert forankret tro på, at man kan bygge civilisationer op af det bare intet - og på den anden side dynamisk og i evigt skred. Det eneste, den amerikanske western ikke er, er uforanderlig. Gennem mere end et århundrede har genren udvidet sig til at være den mest rummelige af dem alle og den, der bedst lader sig forme som rampe for fortællingen om Amerika gennem alle tider. I 60'erne blev den for en stund kapret af italienerne, selv danskerne var inde over med nogle skrappe drenge i 70'erne, ligesom westerns for længst er blevet til easterns. På det seneste er westerngenren endt på australske hænder, hvilket på en måde er indlysende: to britiske ekskolonier i hver sin del af verden, grænsende op til såvel evighed som no man's land. John Hillcoat er australieren, der lige netop synes, at this town is big enough for the both of us, hvis altså denne anden er Nick Cave, rock- og syreikonet, landsmanden, med hvem han har lavet indtil videre to westernfilm, den poetisk-nihilistiske 'The Proposition' og nu 'Lawless'. LÆS ANMELDELSEDet er herligt at se gangstergenren på bøhlandet Jeg møder folkene bag 'Lawless' i løbet af en lang eftermiddag i Cannes i maj, og den nasale twang og de udtrukne vokaler, man hører overalt, er ikke fra de amerikanske sydstater, den er umiskendeligt australsk. John Hillcoat, instruktøren, Nick Cave, rockpoeten og manuskriptforfatteren, og Guy Pearce, skuespilleren, er alle australiere, og der twanges løs i ét charmerende væk. Tom Hardy, skuespilleren, er londoner og en undtagelse. Morderne i bushenHvordan rimer det amerikanske Vilde Vesten med den australske outback?, spørger jeg. »Der er enorme forskelle«, svarer John Hillcoat, »og slående ligheder. Begge lande havde rige kulturer, der allerede fandtes, da de blev invaderet udefra. Den afgørende forskel er naturligvis, at Australien var en fangekoloni, mens det amerikanske Vesten blev udviklet af europæerne, der havde erobret de nye territorier«.
»Jeg voksede op i Ned Kelly-land«, indskyder Nick Cave med henvisning til den sagnomspundne irsk-australske morder og folkehelt, der blev skudt af politiet i en alder af 25 tilbage i 1880. »Det var helt ude i bushen, hvor Ned Kelly huserede, og han blev slået ihjel i nabobyen til min hjemby. Ned Kelly-myten var altid nærværende i min familie og nærmest i selve landskabets tekstur«. »Din far skrev en bog om manden!«, siger Hillcoat. »Der er noget i den australske psyke ... «, siger Cave og lader udsagnet vande ud i mystik. Hillcoat: »På en helt besynderlig vis er det, som om det er mere udtalt i den australske psyke end i den amerikanske, fordi der stadig i Australien er sådan en fornemmelse af ikke at høre til. Den mærkes hele tiden og overalt. Mens USA mere er en smeltedigel, er der i Australien en idé om, at alt stadig er helt åbent«. Spritforbud i USAEr 'Lawless' en film om Det Vilde Vestens endeligt? Eller om gangstervældets begyndelse? Er den det hidtil missing link mellem de to? 'Lawless' beskriver Det Vilde Vestens sidste krampetrækninger. Eller rettere: tegner den bue, der er overgangen fra Vesten til det moderne, urbaniserede Amerika. Brødrene Bondurant (Tom Hardy, Shia LaBeouf og Jason Clarke) fremstiller brændevin i Virginias bjerge i forbudstidens sidste år i USA i 1931. De dyre dråber kan videresælges i fortyndet form til tørstende amerikanere, der ikke har noget at trøste sig med oven på børskrakket og den eskalerende økonomiske og sociale depression, og gangstervældet i de store byer opstår for at opfylde behovet. LÆS OGSÅI den kulsorte solnedgang Bondurant-brødrene har ambitioner om selv at distribuere deres whisky og får gangsterne på nakken - og en helt ny nemesis i form af den sadistiske sherif Charles Rake (Guy Pearce), der også vil have del i overskuddet. »Filmen handler«, siger Nick Cave, der sidder og ser passende vampyragtig ud i begsort og kridhvid, »om de fodfolk - eller arbejdsbier, om man vil - som skabte hele grundlaget for den bølge af korruption, der skød op i de store amerikanske byer i 30'erne, og som infiltrerede hele det der miljø af nålestribet herretøj og glamour; det miljø, som filmmagere har elsket at beskrive«. »Enden for Det Vilde Vestens legendariske fredløse«, slår Hillcoat fast, »blev starten for gangsterne«. Western med eftertryk I Amerika er der ingen grænser for en western. Fra 'The Great Train Robbery' fra 1903 har den stået på en national kur af yeeee-haw! og giddy on up!, og der har næppe fundet nogen amerikansk introspektion sted, som ikke har sat et aftryk i en western. Om det så var folkemord i Sydøstasien, fandt kritikerne af USA's engagement i Vietnam og Korea afløb i en serie af westernfilm, der var revisionistiske for så vidt, som de foregav at foregå ved datidens frontier, men faktisk var allegorier over amerikansk udenrigspolitik. Hver indianersquaw, som får brysterne skåret af som trofæ af de hvide soldater i 'Soldier Blue' og 'Little Big Man' (begge 1970), refererer til den skændige My Lai-massakre i Vietnam. LÆS OGSÅNick Cave: »Mænd tænker som rovdyr« Og når amerikansk film for alvor skal finde sin indie-tone, oversætte et uafhængigt 'europæisk' udtryk til et nationalt amerikansk, må det nødvendigvis foregå i en western. 'Sidste forestilling' af Peter Bogdanovich var som Truffaut genfødt på prærien med hvirvlende vindhekse og gamle veteraner fra John Ford-westernfilm i birollerne. Da artfilminstruktøren Kelly Reichardt for nylig hyldede seje, men fåmælte kvinder, var det i ødemarkswesternen 'Meek's Cutoff'. Det kan næsten virke, som om det er nødt til at være en western, for at det rigtig giver et nationalt eftertryk. Ophævelsen af tid Ophævelsen af tid er et princip, der går igen i 'Lawless'. Ud over at have skrevet manuskriptet har Nick Cave også komponeret en del af originalmusikken og nok så vigtigt været konsulent på filmens brug af musik i øvrigt: »John ville have sange med, og vi prøvede at relatere filmens beskrivelse af de tidligere 1930'ere med vores tid. Så jeg har taget moderne sange og skabt en slags lydlig illusion, hvor sangene er gendigtet i en anden tids formsprog, på en måde, der minder om bluegrass-hillbilly. På den måde prøvede vi at strække tiden. Den fuldkommen vanvittige idé med at indføre spiritusforbud er i live den dag i dag i Amerikas fuldstændig vildt pinlige krig mod narko. To lige store fadæser, som minder om hinanden. Det gjorde, at vi kunne få en klassiker som Velvet Undergrounds amfetaminsang 'White Light/White Heat' med, fortolket af en gammel bluegrass-sanger som Ralph Stanley«. LÆS OGSÅNick Cave: Jeg bliver ældre og dummere Cave, der nok er mere sofistikeret som musik- end som filmperson, tilføjer, at han elsker film af John Hillcoat, som han også arbejdede sammen med på 'The Proposition', »fordi de har en anspændthed, nærmest ned i hver scene, en anspændthed mellem det kommercielle og det kunstneriske. Sådan er mine yndlingsfilm også, film som 'The Godfather' og 'Scarface'. Grundlæggende er de kommercielle, men der er mere i dem end som så«. Hvorfor spiller du ikke selv med i filmen?, spørger en journalist, der må have set Cave spille saloonsanger i 'The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford'. »Jeg er med«, insisterer Cave. »Det er mig, der er den døde gangster i bilen i begyndelsen af filmen«. Briten og australieren Briten Tom Hardy og australieren Guy Pearce, filmens skurk og antihelt, er her også. Mens Pearce sidder, klirrende klar i mælet og tjekket bag brillen, næsten som en moderne Cary Grant, er Hardy sammenkrøbet i et hjørne af sofaen, hvor han ligner en hjemmedyrket terrorist med uplejet fuldskæg, langt hår ned over øjnene, mystiske armbånd, der snor sig op mod højre arms albue og khaki-armytøj. Og en mumlen, Brando ville have misundt ham. Pearces overblik over situationen synes nærmest olympisk, Hardys mere som et vredt tunnelsyn. På spørgsmålet, hvad det har betydet for 'Lawless', at et overtal af australiere og briter, altså ikke-amerikanere, har lavet den, bliver Tom Hardy defensiv. Nogen har åbenbart beskyldt hans accent i filmen for ikke at være troværdig Virginia-amerikansk. LÆS OGSÅNick Cave flippede ud på filmjournalist i Cannes »Jeg kender skuespillere, der er så nørdede, at de accenter, de tillægger sig, er nøjagtige og konkrete helt ned til postnummeret«, siger Tom Hardy. »Selv er jeg enormt nørdet, men for mig er det vigtigere, at karakteren er troværdig, end om accenten - i en verden, hvor alle accenter efterhånden findes lige om hjørnet fra hinanden - er præcist aflæselig«. Guy Pearce vender sig i sædet og kigger på ham over brillekanten. Det er ham, der ligner briten nu, klar til 5 o'clock high tea. »Det er bare skuespil«, siger han. »Det har kun den indflydelse på dig, som du tillader det at have«.
