Rederi-ejer: »'Kapringen' er hårrejsende realistisk«

Autentisk. Per Gullestrup har lånt sit rederi ud som kulisser for filmen 'Kapringen'. Her sidder han i det auditorie, hvor de kapredes familier får den grufulde nyhed.
Autentisk. Per Gullestrup har lånt sit rederi ud som kulisser for filmen 'Kapringen'. Her sidder han i det auditorie, hvor de kapredes familier får den grufulde nyhed.
Lyt til artiklen

»'Kapringen' er hårrejsende realistisk. Fiktionen overgår ikke virkeligheden, og derfor føler jeg så stærkt for den her film«, siger Per Gullestrup, der er medejer af rederiet Clipper, som har oplevet at få kapret et skib i Adenbugten ud for Somalia.

Han sidder elegant afslappet i en lænestol. Den er blød i betrækket og firkantet i designet på samme tid.

To rækker gulknapper med ingraverede ankre pryder ærmerne på Per Gullestrups åbenstående, marineblå blazer og vidner om en mand, der brænder for søfartsbranchen.

LÆS ANMELDELSE Dansk films nye darling debuterer med raffineret kapringsdrama

Netop derfor, og fordi han efter selv at have siddet midt i en kapringskonflikt, har meldt sig ind i kampen mod piraterne, er han én af dem, der har hjulpet Tobias Lindholm med at skabe hans nyeste film 'Kapringen'.

Film kan styrke kampen imod pirateri
'Kapringen' har premiere i aften og handler om et kapret skib i de piratplagede farvande ud for Afrikas Horn, og den har fået flotte anmeldelser både herhjemme og internationalt.

»Vi involverede os i filmen, fordi vi selv har skullet forhandle om menneskeliv, som om det var brugte biler«, siger Per Gullestrup.

»Da først chokket havde lagt sig, blev vi frustrede over situationen, hvor vi hang på problemet. Vi kunne ikke ringe til politiet i Danmark. Det er dilemmaet i shipping, fordi det er på tværs af alle grænser«, siger han.

Danske 'Kapringen' er en kritiker-darling i Venedig

Nu håber han, at 'Kapringen' vil få både borgere og politikere, også internationalt, til at arbejde hårdere for at finde en langsigtet løsning på problemet med pirater. Og han mener, at den kan gøre det bedre end en dokumentarfilm, fordi den kommer ind under huden på sit publikum uden at overdrive, og dermed kan sætte fokus på problemet.

»Folk fortæller, at det berører dem dybt at se den menneskelige dimension beskrevet tydeligt og dramatisk. Derfor tror jeg i allerhøjeste grad, at den her film kan bidrage til kampen imod pirateri«, siger Per Gullestrup.

'Kapringens' reder er bygget op Gullestrup
Udover at udlåne Clippers nybyggede, Kim Utzon-tegnede bygninger ud til filmoptagelserne på 'Kapringen', har Per Gullestrup udlånt sin mimik, arbejdsfacon og personlige historie til skuespiller Søren Malling, der har rollen som kriseramt rederi-direktør i 'Kapringen'.

Og Søren Malling har set så godt efter, at man, indimellem må blinke en ekstra gang, når man sidder overfor Per Gullestrup, for at være sikker på, at man ikke pludselig befinder sig midt i filmens univers.

Især fordi han sidder midt i de omgivelser, der er kulisser for 'Kapringens' danske del.

Fyldt sal fik smugkig og anekdoter til 'Kapringen'-forpremiere

»Jeg vil understrege, at Søren Mallings rolle ikke er mig. Men han spiller fantastisk, og i den type han skildrer, kan jeg genkende noget af mig selv og andre i mit job«, siger rederi-ejer Per Gullestrup.

»Og vi har også været igennem en stor del af det følelsesregister, filmen skildrer. Dog ikke helt så voldsomt«, siger han om den periode på 71 dage i 2008 og 2009, hvor Clipper havde kaprede besætningsmedlemmer i Adenbugten.

Okay at gå tæt på en højaktuel konflikt

Selvom alt det, der sker i filmen, ikke er sket for Clipper-ejeren selv, er langt det meste sket i virkeligheden i forbindelse med andre kapringer, og det virkelighedsnære præger hele filmen.

Den del, der foregår til søs, er filmet i Det Indiske Ocean ombord på tankskibet MZ Rozen, der har været kapret, og flere af de små roller spilles af ægte sømænd, der har siddet kapret ombord på selvsamme skib. Den mand, der i filmen rådgiver rederiet i forhandlingsprocessen er i virkeligheden rådgiver i piratkonflikter.

For bare at nævne et par af eksemplerne.

Og det er ikke at gå for tæt på en konflikt, der er så aktuel, at der i skrivende stund sidder to danske mænd kapret i Adenbugten, mener Per Gullestrup.

FÅ OVERBLIK Fakta: Danske skibe kapret af pirater ved Somalia

»Jeg kan ikke udelukke, at kollegaer, der sidder midt i forhandlinger med pirater, vil føle, at filmen går for tæt på virkeligheden. For den går tæt på virkeligheden«, siger han, og fortsætter:

»Men jeg synes ikke, det er forkert at ramme folk lige i masken med den rå og, er jeg lige ved at sige, uforfalskede virkelighed. For vi slås med det her i det daglige, og vores søfolk står overfor det her hver dag«, siger han.

Emma Oehlenschläger

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her