Mens danskerne havde en vis forventning om, at 'En kongelig affære' nok skulle slippe gennem det snævre Oscar-nåleøje og blive nomineret som bedste ikke-engelsksprogede film, var overraskelsen anderledes stor i Norge, da eposet 'Kon-Tiki' blev nævnt som femte og sidste nominerede i kategorien.
'Kon-Tiki'
Her havde de fleste filmeksperter forventet at høre den franske feelgood-film 'De urørlige' blive råbt op, men medlemmerne af The Academy ville det altså anderledes.
Dermed har Danmark - med lidt god vilje - halvanden film med i konkurrencen, når Oscar-uddelingen finder sted 24. februar.
Bag 'Kon-Tiki' står nemlig det danske filmselskab Nordisk Film, filmen har fået støtte af Det Danske Filminstitut, den er co-produceret af danskerne Henrik Zein og Lone Korslund, og på rollelisten finder vi bl.a. Søren Pilmark. Heja Danmark!
LÆS OGSÅ Kun kæmpesucces tæller for Kon-Tiki-film
Modige mænd på farefuld færd
'Kon-Tiki' er en dramatisering af historien om den unge, norske opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl, der i 1947 kastede sig ud på en livsfarlig ekspedition 8.000 kilometer tværs over Stillehavet.
Sammen med fem andre sejlede Heyerdahl fra Peru til Polynesien på en primitiv balsaflåde for at bevise en utrolig teori - at den polynesiske befolkning oprindeligt kom fra Sydamerika og ikke fra Asien.
Uden moderne udstyr, navigerende ved hjælp af stjernerne, med bølgerne som ror og med en langbølgeradio og en papegøje til at holde sig med selskab, begav vovehalsene sig ud på den farefulde rejse, mens verdenspressen fulgte med i spænding.
Filmen fik stor ros, da den fik premiere i de norske biografer 24. august.
»'Kon-Tiki' er en rig visuel fest, næsten blændende brilliant: Solbeskinnede havblikbilleder erstattet af salt og ubønhørlig havsprøjt i det rasende uvejr. Baskende hajer. Imponerende«, skrev Aftenpostens anmelder og uddelte fem stjerner - ligesom stort set alle sine norske kolleger.
SE OGSÅ TV
Kim Skotte: Derfor blev en 'En kongelig affære' Oscar-nomineretNordmænd: Vi vinder nok ikke
Alligevel tror de norske filmeksperter ikke på filmen som Oscar-vinder. Her peger de fleste på Michael Hanekes meget roste seniordrama 'Amour'.
»Vinderchancerne er ganske små, tror jeg. Det er utroligt, at den er nomineret, og det er en kæmpepræstation, men det virker som om, 'Amour' er favoritten«, siger Terje Eidsvåg fra Adresseavisen til P3 Norge.
»Chancerne for at vinde er vel en femtedel, men det er klart, at en film som 'Amour' står stærkere rent filmisk. At den ('Kon-Tiki', red) overhovedet er nomineret, er utroligt«, mener Borghild Maaland fra Verdens Gang.
Mest optimistisk er Inger Merete Hobbelstad fra Dagbladet:
»Det er fantastisk for 'Kon-Tiki'. Jeg ser det som en udebanesejr, for vi har ikke fået denne nominering, fordi vi er søde, mærkelige og norske. Vi må bare klappe alle involverede på skulderen. Jeg troede ikke, den ville blive nomineret, så nu er alt åbent«, siger hun til P3 og fortsætter:
»Jeg tror nu, at 'Amour' er favoritten, en fantastisk film, som både vandt Guldpalmen i Cannes og blev Oscar-nomineret i flere andre kategorier, f.eks. bedste film og instruktion. Dem, der har stemt på filmene, ser ud til at være vældig glade for 'Amour'«.
Boom af historiske film skaber sammenhold i en krisetidEn ven ved navn Weinstein
Men 'Kon-Tiki' har en trumf i baghånden.
Filmen er nemlig indspillet i både en norsk og en engelsk version, og det er to af de absolut mest magtfulde mænd i Hollywood, Harvey og Bob Weinstein og firmaet The Weinstein Company, der sidder på de amerikanske rettigheder.
»Jeg har snakket med flere af de vigtigste filmeksperter og anmeldere i Hollywood, og ingen af dem har set 'Kon-Tiki', men alle har hørt om den. Og når jeg fortæller dem, at det er producent Harvey Weinstein, der står bag, så forstår de, hvorfor den er nomineret og siger 'ja, så er den sikkert god'«, fortæller NRK's Los Angeles-reporter Mona B. Riise til P3 Norge.
'Kon-Tiki' får dansk premiere 4. april.
fortsæt med at læse



























