Problemet med at være den smukkeste eller sjoveste er, at der før eller siden vil komme en anden, der er smukkere eller sjovere, og det er stort set, hvad der skete for manuskriptforfatter- og instruktørduoen Peter og Bobby Farrelly, da Todd Phillips (’Old School’, ’Starsky & Hutch’) og Judd Apatow (’The 40 Year Old Virgin’, ’Knocked Up’) dukkede op på komediescenen. Men brødrene, der står bag film som ’Vild med Mary’, ’Dum og dummere’, ’Hals store kærlighed’, og ’Jeg, mig & Irene’, har ikke planer om at droppe komedien, bare fordi der er kommet nogle, der er sjovere. »Vi hænger ikke rigtig ud med de drenge (Apatow og Todd Phillips), men vi respekterer dem og støder indimellem ind i dem«, siger 54-årige Peter Farrelly, den ældste af de to brødre, der engang var kongerne af fald på halen-komedie.
LÆS OGSÅ Hæmningsløs komedie er gabende kedsommelig
»Det er længe siden, komedien har haft det så godt, som den har haft det i de seneste fire år – netop på grund af de drenge«.
I samme periode har Farrelly-brødrene glimret ved deres fravær og slikket deres sår efter mildest talt elendige anmeldelser af ’The Heartbreak Kid’ fra 2007 med Ben Stiller i hovedrollen – en film, der kom efter de lige så skuffende ’Fever Pitch’ (baseret på Nick Hornbys roman) fra 2005 og ’To i en’ fra 2003.
Det samlede salg fra de tre film var ikke i nærheden af de 176 millioner dollar, som ’Vild med Mary’ indkasserede ved de amerikanske billetluger for 13 år siden.
Eget liv
Men selv om brødrene er sakket bagud, er de ikke helt ude af spillet, og nu er de tilbage med komedien ’Alt tilladt’ (’Hall Pass’), der har Owen Wilson og Jason Sudeikis i rollerne som et par godt gifte mænd, hvis koner har givet dem lov til at være utro i en uge.
»Det er første gang, vi har kastet os ud i at lave en film, der afspejler, hvor vi er i vores eget liv«, siger Bobby, der har været gift i 20 år og har to børn. Hans bror Peter er to år ældre, har været gift i 14 år og har et barn.
Tidligere henvendte brødrene sig til unge voksne med en ungdommelig og politisk ukorrekt humor, og det gav dem for 17 år siden stor succes med debutfilmen ’Dum og dummere’. ’Alt tilladt’ er tiltænkt en ældre målgruppe, men det betyder ikke, at det skorter på emner som onani eller latrinære jokes.
Universelt tema
Brødrene forventer ikke, at alle sætter pris på den humor, de er blevet kendt for:
»Folk har forskellig humoristisk sans, så vi forsøger bare at tale til mennesker, som vi selv ville hænge ud med«, siger Peter.
LÆS OGSÅBøsseklichéer spolerer Jim Carrey-præstation
»Komedie skal være forfriskende og original og skal opleves som noget helt nyt. Det er altid fedt at finde på en god vittighed, men det er ikke det, vi har sat os for. Vi sætter os ikke ned og siger: Okay, hvordan skal vi finde på en masse vittigheder? – Vi tænker: Hvordan kan vi skabe en figur, som publikum vil holde så meget af, at vi kan tillade os at fyre alle vores jokes af på ham? For det fungerer ikke, hvis man ikke elsker dem«.
»Men jeg tror, at ’Alt tilladt’ har et universelt tema«, fortsætter han. »Hvis Gud kom til mig og sagde: Pete, du er sammen med den lækreste kvinde på Jorden, hun er den bedste, og der findes ingen bedre, så ville jeg sikkert stadig kigge efter den næstbedste. Selv om man er lykkeligt gift, betyder det ikke, at man holder op med at kigge efter andre. Spørgsmålet er, hvor langt man vil gå«.
Wilson fik nok af tissemænd
Ligesom alle Farrellys komedier byder ’Alt tilladt’ på flere scener, der er så langt ude, at man må spørge sig selv: Hvad skete der lige der?
En af de scener er, da Owen Wilsons karakter besvimer i et boblebad og bliver vækket af to nøgne mænd, hvis ædlere dele hænger og dingler få centimeter fra hans ansigt, mens de forsøger at komme ham til undsætning. »Owen har normalt en god humoristisk sans, men i den scene mistede han den kortvarigt«, husker Bobby. »Han insisterede på, at optagelserne skulle ske for lukkede døre. Jeg tror, han var bekymret for, hvad folk ville sige, hvis billederne endte på internettet. Vi forsøgte at få scenen i kassen så hurtigt som muligt, for jeg tror, det var virkelig ubehageligt for ham«. Drengestreger blev til komik Bobby og Peter Farrelly voksede op på Rhode Island sammen med deres mor, Mariann, som var sygeplejerske, og deres far, Robert, som var læge. De var et par spasmagere, der festede vildt, da de læste på universitetet. Begge drømte om at skrive, mens de kedede sig i tilfældige job som sælgere eller tjenere. I 1985 flyttede de til Los Angeles, hvor de begyndte at forfine barndommens drengestreger til en særlig komediestil baseret på plat humor og en fælles interesse for sport. »Da vi først begyndte at skrive manuskripter, var vi så heldige at få lidt vejledning af Zuckerbrødrene – der var de sjoveste på det tidspunkt – og de lærte os, at det sjove faktisk ikke er, hvad der sker med en person, men hvordan en anden person reagerer på det«, forklarer Peter om de populære slapstickbrødre, der blev kendt for komedier som ’Højt at flyve!’ og ’Høj pistolføring’. I 1992 fik Farrelly-brødrene deres første store opgave som manuskriptforfattere på to episoder af kult-tv-serien ’Seinfeld’. Personlig var brødrene dog umådelig trætte af bedrevidende tv-serie-karakterer, så med inspiration fra Mel Brooks’ ’Blazing Saddles’ og John Landis’ ’Delta-kliken’ skabte de deres egne antihelte i form af de to hjernedøde venner i ’Dum og dummere’. Godt hjulpet på vej af Jim Carreys gummifjæs indtjente filmen 300 millioner dollar på verdensplan med en investering på kun 16 millioner, som brødrene selv havde lagt i projektet. Ny yndlingskomiker Efter at have arbejdet med en række af de helt store navne, heriblandt Gwyneth Paltrow, Matt Damon, Jack Black og Drew Barrymore, er deres nye yndling britiske Stephen Merchant, der også medvirker i ’Alt tilladt’. »Vi elsker ham. Han er en ren godte for komikere som os. Han ser virkelig interessant ud, og man får bare lyst til at grine. Og så er han en god skuespiller. Første gang jeg så ham i ’Ekstras’ (britisk sitcom af Ricky Gervais), var vi vilde efter at få ham«.


























