Anmelderne: Klassefesten er en drengerøvsfilm for old boys

Venskab. Nicolaj Kopernicus' figur Niels får gode råd af sine to venner, da hans testikler sætter sig fast i saunabænken i komedien 'Klassefesten'.
Venskab. Nicolaj Kopernicus' figur Niels får gode råd af sine to venner, da hans testikler sætter sig fast i saunabænken i komedien 'Klassefesten'.
Lyt til artiklen

Ugens danske premierefilm er et bud på en nutidig folkekomedie om mænd i midtvejskrise.

Det er instruktøren Niels Nørlev, der tidligere har lavet blandt andet 'Anja og Viktor - brændende kærlighed', som nu kaster sig over emner som hæmorider, intimbarbering og rynker.

I hovedrollerne ses Nicolaj Kopernicus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen som tre gamle gymnasievenner, der skal til 25 års jubilæumsfest med deres studenterkammerater.

Én er en scorekarl af en rockmusiker, en anden er depressiv efter at være blevet forladt og den tredje mærker alderens forandring af fysikken trykke.

Og det trekløver formår tilsammen at skabe en film, der i følge anmelderne er både pinlig og (indimellem) sjov.

Morsom i glimt
»Hvis en komediefilm bliver ved og ved og ved med at være skamløst vulgær og ufortrødent idiotisk, holder det på et tidspunkt op med at være fornærmende og bliver faktisk – i glimt – morsomt. En sådan filmoplevelse er Klassefesten«, skriver Jonas Varsted Kirkegaard for Information.

Berlingskes anmelder Jacob Wendt Jensen mener, at filmen »er sjov og ballade med en realistisk motor, som mange andre end mænd på 45 år vil påskønne«.

Og så mener han, at 'Klassefesten' formår at vise, at der er en mening bag grinene med sin forankring i realistiske livsbaner. Fire stjerner giver han filmen.

Skuespillet swinger
Per Juul Carlsen fra DR Filmland mener, at filmen rummer en rækkede kiksede indslag - som figuren 'Eva med røven', der bliver spillet af Lene 'Aqua' Nystrøm - , men at den grundlæggende er en »velfungerende og til tider tankevækkende parodi på 40-årskrisen og dens fortrædeligheder«.

Og det er den ifølge ham, fordi trekløveret Kopernicus, Bertelsen og Lyby swinger sammen med en »drenget energi og et smittende humør«, så selv svage scener løfter sig. Fire pile giver han filmen.

Men ikke alle falder for filmens humor på trods af stjernesbesætningens indsats:

Plat humor
»Der er simpelthen klasser til forskel på vores tre hovedpersoner og (stort set) resten af de medvirkende, og det bliver undervejs næsten ubærlig ujævnt at overvære«, skriver Kristine Krefeld fra Ekstra Bladet, som nøjes med at give filmen to stjerner.

Mikkel Kofod, der anmelder for MetroXpress og Cinemazone jubler heller ikke over filmen. Han finder den klichefyldt og unuanceret i sin tostjernede vurdering:

»Humoren, der kredser konstant om at barbere nosser og være sin kone utro, er plat, og den overfladiske karaktertegning umuliggør enhver form engagement«.

Middelmådigt materiale

Politikens anmelder Kim Skotte jubler heller ikke ligefrem og kalder filmens humor for fersk, småborgerlig sitcom-humor. Han mener ikke, at 'Klassefesten' på noget punkt hæver sig over det jævne og giver tre hjerter sammen med konklusionen:

»Har man et virkelig blødt punkt for vittigheder om hæmorider og næsetrimmere på afveje, vil man muligvis klukke af grin, men ellers er afkastet mere beskedent: nemlig at se tre glimrende skuespillere slås med et middelmådigt materiale og trods alt fravriste det nogle gode grin og enkelte, spredte glimt af sandheden om mænd«.

Læs hele Kim Skottes anmeldelse af 'Klassefesten' i tillægget Film i Politiken torsdag

FACEBOOK

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her