»Har du nogensinde været tiltrukket af en transseksuel?«. Antony, den transkønnede sanger(inde) fra Antony and the Johnsons, vender interviewet på hovedet, da jeg forvilder mig ind i diskussion om biologi og socialkonstruktivisme i relation til køn og seksualitet. Ikke så vidt jeg ved, forsøger jeg at smyge mig udenom, men uden held. »Har du nogensinde været tiltrukket af en anden mand?«. Nej, svarer jeg, men jeg er per princip åben for muligheden; at vi bliver forelsket i mennesket frem for kønnet. »Ja, ja, det er fint nok, virkelig, men det er noget fuldstændig andet«, siger Antony. Måske det ændrer sig, når jeg bliver ældre. Hvem ved, hvilken seksuel orientering jeg har, når jeg er 45 år, forsøger jeg. Tydeligvis behagesyg over for den 2 meter høje skabning foran mig. »Nej, nej, nej. Det sniger sig ikke bare sådan ind på dig. Det er som med rosenkål. Enten kan du lide det, eller også kan du ikke«. Sin eget transkønnethed Antony er et forunderligt møde af modsætninger. I et andet liv kunne hans krop have gjort sig på en amerikansk fodboldbane, men de feminine ansigtstræk, det lange goth-sorte hår og det bløde håndtryk viser i en anden retning. Mod de melankolske sange om forvirring, fremmedgørelse og længsel efter at høre til – følelser, som alle mennesker kan forbinde sig med, selvom de her handler om kønsidentitet og synges med en stemme, der unddrager sig kønsbestemmelse. På min notesblok står linjer fra Antony and the Johnsons sange: »One day I’ll grow up, I’ll be a beautiful woman« fra ’For Today I Am a Boy’.

»Are you a boy or a girl« fra ’I Fell in Love with a Dead Boy’.