'Skyfalls' Sam Mendes nikker ja til ny Bond-film

Bond. Sam Mendes skal også dirigere rundt med Daniel Craig og Agent 007, når han inden længe indleder optagelserne til den 24. film om den britiske efterretningstjeneste.
Bond. Sam Mendes skal også dirigere rundt med Daniel Craig og Agent 007, når han inden længe indleder optagelserne til den 24. film om den britiske efterretningstjeneste.
Lyt til artiklen

Sam Mendes har igen licens til at underholde.

Instruktøren af ’Skyfall’ vender tilbage til Bond-universet og MI6, når han inden længe indleder optagelserne til den 24. udgave af filmen om den britiske agent, der atter en gang har verdensstjernen Daniel Craig i hovedrollen som den ukuelige Agent 007.

Det oplyser New York Times og flere andre amerikanske medier, og det overrasker formodentlig mange.

Skiftede mening
For tidligere i år fortalte den ombejlede instruktør til det britiske magasin ’Empire’, at han med beklagelse havde måttet meddele, at der ikke var plads i kalenderen til endnu en tur i manegen med Bond og Co.

Et stramt program med teaterinstruktioner af blandt andet ’Charlie and the Chocolate Factory’ og ’King Lear’, gjorde, at Mendes følte sig nødsaget til at takke nej til Bond-producenterne Barbara Broccoli og Michel Wilsons tilbud om at agere manden bag kameraet i den nye agentfilm.

Sam Mendes skal instruere ny Bond-film

Men til stor glæde for fans af ’Skyfall’ er tidskabalen nu tilsyneladende gået op, så Mendes kan fortælle, at han har ændret mening og nu alligevel slutter sig holdet bag Bond-filmen.

»Jeg er meget glad for at kunne fortælle, at producerne har givet mig tid til at gennemføre de teateropgaver, jeg har sagt ja til, og dermed er det blevet muligt for mig at instruere 'Bond 24'. Jeg glæder mig til at samle tøjlerne op igen og til at arbejde sammen med Daniel Craig endnu en gang«, siger Mendes ifølge flere amerikanske medier.

Kassesucces

Og glæden over igen at kunne arbejde sammen deles af filmselskabet MGM, der står bag den nye Bond-film, der endnu ikke har fået en officiel titel.

»Vi er jublende lykkelige over at forene Sam Mendes' unikke talent og vores stjerne Daniel Craig til det næste store Bond-eventyr«, siger MGM-direktør Gary Barber.

LÆS OGSÅ 'Skyfall' giver James Bond den bedste start i 50 år

Hvilket måske ikke er så underligt, for ’Skyfall’ indtjente svimlende 1,1 milliarder dollar – det højeste beløb i England nogensinde og det ottendehøjeste beløb på den globale verdensrangliste over bedst indtjenende film.

Den 24. udgave af Bond-filmen får efter planen engelsk premiere til oktober 2015, mens den forventes at ramme de amerikanske lærreder to måneder senere.

Albert Rønning-Andersson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her