I begyndelsen af filmen 'Samsara' er der billeder så smukke, at det næsten ikke er til at trække vejret.

Mageløst sminkede og påklædte tempeldanserinder i Bali tegner i luften med armene noget, der ligner harmonisk drejende hjul, og munke i Ladakh i Indien former buddhisternes og hinduisternes symbol på et livshjul, en mandala, i dyb tavshed med farvede sandkorn.

Senere er der billeder så forfærdelige, at det heller ikke er til at trække vejret. Børn roder i gigantiske affaldsbjerge i Filippinernes hovedstad, Manila.

Uniformerede, anonymiserede kinesiske studerende i titusindtal opviser synkroniseret gymnastik. Smågrise står på nakken af hinanden af pladsmangel for at komme til at die ved danske tremmesøer, der ikke kan bevæge sig. Våben produceres og anvendes overalt på Jorden, og i Accra i Ghana fremstilles i fulde, tragiske alvor kister, der ligner håndvåben.

Elementer af umenneskelighed
»Vi har forsøgt ikke at være docerende i redigeringen af billederne. I stedet har vi villet vise billeder af noget af det, der berører mennesker overalt på Jorden. Med til det hører også elementer af det umenneskelige, som mennesket har skabt«, siger Mark Madigson, som sammen med instruktøren Ron Fricke står bag den biografaktuelle, spillefilmslange og usædvanlig bemærkelsesværdige dokumentarfilm 'Samsara'.

De to amerikanske filmmænd vækker verden over opmærksomhed med den ordløse film, der er optaget og redigeret over en periode på fem år i hele 25 forskellige lande.

Tidligere har makkerparret skabt filmene 'Chronos' (1985) og 'Baraka' (1992), og især den ligeledes ordløse billedfortælling 'Baraka' bliver to årtier efter lanceringen stadig sat på plakaten i biografer rundt omkring, hvad kun få film oplever.

I moderne forståelse af begrebet tid er Magidson og Fricke en lille evighed om at lave deres film. Til gengæld er værkerne langtidsholdbare, og så er de skabt til store lærreder eller i det mindste blu-ray. Det gælder også 'Samsara', som ifølge alverdens anmeldere er en visuelt bjergtagende oplevelse.

Dyr i tid
Hverken konkret med hensyn til lancering eller indholdsmæssigt på grund af følelsesvældet i filmen forestiller Mark Magidson sig at afslutte 'Samsara' foreløbig:

»Hvordan det var den dag, vi endelig havde redigeret den sidste scene? Det var begyndelsen på en ny fase med 'Samsara'. Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver helt færdig med den«, siger produceren og medforfatteren i telefonen fra Los Angeles.

Til daglig har både han og Ron Fricke mere økonomisk indbringende job, som Mark Magidson ikke har lyst til at snakke om. Han lader forstå, at reklamefilm er noget af det, han lever af. For at kunne få råd til indimellem at afsætte tid og kræfter til at lave film som 'Samsara'.

Optagelser i 25 lande over fem år får det til at lyde, som om 'Samsara' har været en meget dyr film at producere. Men det er faktisk ikke tilfældet, siger Mark Magidson:

»Vores budget har ikke været stort, men det har vores filmhold heller ikke. Vi har blot været få mennesker om at lave filmen. Det er mere tidsmæssigt, den har været krævende«.

Lyden af spirituel længsel
'Samsara' er i sig selv i sin dramaturgi som et livets hjul. Den både begynder og slutter med billeder af danserne fra Bali og munkene fra Indien. Hele vejen fra de første til de sidste billeder spiller musikken komponeret af den australske nyklassicist og altsangerinde Lisa Gerrard fra gruppen Dead Can Dance en enorm rolle i filmen.

Er der ikke ord i 'Samsara', er der til gengæld stemningsmalende toner, der fungerer som en slags imaginære tråde mellem filmens billeder og publikums følelser.

Musikken er en så integreret del af 'Samsara', at man som publikum aldrig forstyrres, blot bevæges af den. Alle tonerne til billederne af grotesk dansende straffefanger, ladyboys, ekstremt høje og tætte storbybebyggelser, ørkensand, Tollundmanden, israelske soldater, pilgrimme eller en overtatoveret fars stund af ømhed med en baby virker naturlige i filmen.

Og ingen af tonerne er komponeret undervejs i de år, hvor Ron Fricke og Mark Magidson rejste verden rundt for at finde materiale til at lave endnu et værk omkring menneskets spirituelle længsel og materielle morads. Musikken kom først til efter redigeringen af billederne.

»Vi arbejdede med at finde en struktur i billederne, før vi tænkte i lyd. Musikken får billederne til at fungere bedre som film, men før kompositionerne kom til, skulle billederne i sig selv have et forløb, der virkede. Også følelsesmæssigt. Faktisk er der ikke meget i 'Samsara', vi havde skrevet ned på forhånd. Bortset fra indledningen og afslutningen med danserne og munkene. De billeder er som et anker i strukturen. Resten redigerede vi os frem til, da vi havde alt billedmaterialet hjemme«.

En indre rejse

'Samsara' er en dokumentarfilm, i den forstand at ingen scener af gymnaster, industrielt fremstillede robotter eller myldretidstrafik er arrangerede. Mark Magidson siger, at han og Ron Fricke havde materiale til at lave en meget længere film, og at det er bevidst, de har valgt at vise nedslag fra så mange forskellige situationer i det store antal af lande:

»Vi vidste, at 'Samsara' ikke kunne bære at være længere end en spillefilm. Man kunne sikkert sagtens have vist noget af det samme med optagelser fra færre lande. Men ubevidst har mennesket nu til dags en klokke, der ringer i hjernen, når scener fra et sted varer for længe. Ser man på samme location i længere tid, mister man uvilkårligt tålmodigheden og forventer at se nye billeder, når afsættet er, at vi vil skildre en slags livets cyklus på Jorden«.

Det er Mark Magidsons erfaring, at ingen ser 'Samsara' på helt samme måde. Enhver får en unik emotionel oplevelse ud af den både konkrete og indre rejse, som filmen er.

Menneskets behov for og glæde ved medmenneskelig nærhed er en af de følelser, 'Samsara' efterlader. Menneskets sørgelige talent for ufred, grådighed, selvovervurdering og destruktivitet er lige så vægtede refleksioner i en film, der stiller talrige spørgsmål, men ikke giver mange svar.

Bortset fra at det åndelige og det religiøse er uundværligt, hvis der skal være en mening. Den følelse er gennemgående i en film, der næsten i sig selv er som billeder af klodens aktuelle vejrtrækning.

Mark Magidson har enkelte gange været ude for publikum, der næsten reagerede med vrede på 'Samsara':

»Nogle har sagt til mig, at det er en film om 'ingenting'. Fordi den ikke har nogen egentlig handling eller dialog. Vi ved godt, det er en kunstfilm og en sanselig film, vi har lavet. 'Samsara' er ikke en mainstreamfilm. Men der er faktisk en dialog mellem billederne og musikken på den ene side og publikum på den anden side, hvis man er åben over for det. Egentlig synes jeg, at Ron bedre end nogen anden har formuleret, hvad 'Samsara' er: Det er en guidet meditation«.