Jeg møder Danielle Fairbanks midt imellem Eiffeltårnet og Colosseum.
Hendes toårige søn Edward sidder i en klapvogn, og hun holder et papskilt i hånden, mens hun tørrer sine øjne med sin beskidte T-shirt. Hun har brug for penge.
For nogle dage siden stak hun af fra en voldelig mand, der igennem otte år havde givet hende bank og truet med endnu flere, hvis hun stak af. Sidste gang hun alligevel forsøgte, ringede han og sagde, han ville tage sit eget liv, hvis hun ikke kom tilbage, så det gjorde hun.
»Dengang boede vi på østkysten, men så flyttede han os ud til Californien, hvor hans familie bor, men hvor jeg ikke kender nogen. Nu vil jeg væk. Jeg vil ikke finde mig i det mere«, siger hun.
Endestation: The Strip
Manden opbevarer hendes kørekort, pas og sygesikringskort, så hendes eneste id er et gammelt lånerkort.
Hun har kun medbragt, hvad der kunne være i en lille taske under klapvognen, og nu skal Danielle og Edward hjem til hendes mor i Ohio, som ligger mere end 3.000 kilometer væk.
Tre dage i en Greyhoundbus. Faktisk har hun fået busbilletten forærende på det center for voldsramte kvinder, som hun opsøgte, da hun ankom til Las Vegas.
Desværre havde centret ikke flere sovepladser, så nu står hun her på The Strip – det stykke af Las Vegas Boulevard, hvor kasinoerne ligger på stribe, og hvor kopier af Colosseum, Eiffeltårnet, Frihedsgudinden, Venedigs kanaler og en pyramide kaster et bizart kosmopolitisk skær over den amerikanske ørkenby.
»Jeg vil væk«
Unge kvinder på Danielles alder spadserer forbi den hjemløse mor iført minimale bikinier og store farvede fjer i håret.
De stiller op til foto med interesserede – de fleste er mænd – mod at få stukket en fem- eller tidollarseddel ned i håndtasken.
Andre deler små brochurer ud med adresser og telefonnumre til både mænd og kvinder, som kan købes for en nat eller bare et par timer.
»Jeg ved ikke, hvor vi skal sove i nat«, siger Danielle Fairbanks.
»Jeg har ikke lyst til at ligge på gaden sammen med de hjemløse. Nogle af dem sover i nedlagte hoteller, men det tør jeg ikke«, siger hun.
Det billigste hotel i byen koster 28 dollar, men hun har kun fire.
Mens hun fortæller, taber Edward en legetøjsbil på jorden. Han læner sig frem i klapvognen og slår sin mor hårdt på benet.
»Se, han tror, det er sådan, man kommunikerer. Ved at slå. Det er derfor, jeg vil væk«.
Efter en lille halv time stikker jeg Danielle de 24 dollar, hun mangler.
Jeg må videre, inden jeg kommer for sent til den røde løber.
Billige efterligninger
Det er et filmselskab, der har inviteret mig til Las Vegas for at deltage i verdenspremieren på filmen ’Runner Runner’, der handler om hasardspil og om, at den kloge narrer den mindre kloge.
»Du har ingen anelse om, hvem du spiller mod«, står der på filmplakaterne.
LÆS ANMELDELSE
Pokerkrimifilm handler om chancer - men tager ingen selvJeg har besluttet, at turen også skal bruges til at samle stof ind til en historie om de fattige i Las Vegas. Om dem, der har gamblet og tabt – eller som bare har fået så dårlige kort fra begyndelsen, at de aldrig rigtig fik en chance.
Den plan skal vise sig at gå temmelig dårligt. I stedet bliver mine to dage i Las Vegas en rejse ind i en verden, hvor mennesker udnytter hinanden og lader sig udnytte. En rejse ind i en del af Amerika, hvor mennesker ikke længere tror på hinanden eller på fremtiden og derfor også har opgivet de fleste almindelige moralbegreber.
I stedet handler det om at overleve, så længe musikken spiller.
Når man står midt på The Strip omgivet af billige efterligninger af romerske statuer foran det imposante hotel Caesars Palace, kan man ikke lade være med at tænke på de gamle teorier om, at det var overdreven dekadence og skødesløshed, der førte til Romerrigets undergang.
Las Vegas' katakomber
Måske er Las Vegas det ultimative billede på et USA, der i mangel af ydre fjender af betydning er ved at æde sig selv op indefra.
Lige inden jeg stiger på flyet til Las Vegas, ringer jeg til Matthew O’Brien. Han har helt bogstaveligt kastet lys på en gruppe mennesker, der er sunket ned i mørket. Under Las Vegas’ kasinoer strækker sig et net af flere hundrede kilometer tunneller – ikke helt ulig katakomberne i Rom.
Den amerikanske version er ikke bygget som gravsteder, men som et værn mod oversvømmelser.
Det regner imidlertid sjældent i Nevada, og op imod 1.000 hjemløse er flyttet ned i tunnellerne. Nogle af dem har ligefrem indrettet små lejligheder med rigtige senge, reoler og improviserede køkkener.
Matthew O’Brien har skrevet en bog om de hjemløse i tunnellerne, og han driver en hjælpeorganisation, der forsyner dem med tæpper, batterier og andre fornødenheder. Han vil gerne vise rundt i tunnellerne. Han nævner henkastet, at journalister nogle gange giver et symbolsk bidrag til hans organisation, når de besøger tunnellerne. Rimeligt nok.
USA er ved at gå under
I flyet møder jeg Howard og Missie Schaeffer. De er begge sidst i 60’erne, pensionerede og på vej på ferie.
Han har arbejdet i forsvarsindustrien, hun underviste gymnasieelever i det antikke Grækenland og Romerriget.
Derfor har hun det også lidt svært med Las Vegas. Hun holder af kasinoerne, de gode restauranter og vejret. Men hun kan næsten ikke klare, at der ofte står forkerte navne ved statuerne af de romerske guder.
»Jeg skrev faktisk engang til dem og tilbød at komme og sætte de rigtige navne på, men de svarede aldrig«, siger hun.
Men statuerne i Las Vegas er parrets mindste bekymring. Missie Schaeffer frygter, at USA er ved at gå under som nation.
»Vi har nok den værste præsident nogensinde. Og i det hele taget stoler jeg ikke på nogen som helst i Washington. Der er ingen af dem, der vil noget godt; de er der kun for at mele deres egen kage«, siger hun.
Nutidens unge tror, at de kan få alting forærende, og forstår slet ikke værdien af at arbejde hårdt for at nå et mål.
»Halvdelen af amerikanerne betaler ikke skat. Hvem tror du, der finansierer deres tilværelse«, spørger hun.
250 dollar for en tur i tunnellen
Da jeg lander i Las Vegas, ligger der en sms fra Matthew O’Brien.
Han vil gerne aftale nærmere om vores tur i tunnellen. Ikke mindst betalingen, viser det sig.
Han foreslår 250 dollar (ca. 1.500 kroner), helst i kontanter.
Jeg står lige ved siden af en kopi af Triumfbuen, der er iklædt en reklame for kendiskokken Gordon Ramsay. Det slår mig, at Las Vegas’ tunneller er en slags turistattraktion for journalister.
Jeg er sikker på, at Matthew O’Brien gør et stort stykke arbejde med at hjælpe de fattige i tunnellerne under kasinoerne. Hans bog om dem er meget rost og har sat deres skæbne på dagsordenen i USA. Det er også rimeligt nok, at han får dækket udgifterne ved at vise rundt i tunnellerne i et par timer.
Men det virker absurd at betale 250 dollar for at besøge fattige i en by, der har så mange hjemløse, at den tilbyder gratis busbilletter til dem, der vil rejse væk.
Jeg dropper tunnellen og går en tur i byen i stedet. Det er her, jeg møder Danielle Fairbanks.
Mormonsk udpost
De første mennesker, der slog sig ned i Las Vegas, var mormoner. Området fungerede som oase i Mojaveørkenen på ruten til Californien, og navnet Las Vegas betyder ’engene’ på spansk.
I 1855 beordrede lederen af den mormonske kirke i Utah en gruppe på 29 mormoner til at bygge en udpost, og det mormonske fort blev den første permanente bebyggelse.
To år senere havde de 29 pionerer fået nok af både Las Vegas og hinanden. Siden slog handelsmænd sig ned på stedet, og jernbanen skabte mere liv.
Men det var først i 1930, at Las Vegas eksploderede.
Det skete, da præsident Herbert Hoover besluttede at bygge en 221 meter høj dæmning på Coloradofloden, 55 kilometer fra Las Vegas. Bygningsværket krævede tusindvis af arbejdere, stort set alle sammen mænd, og de begyndte snart at søge til Las Vegas efter adspredelse.
The Hoover Dam
De lokale politikere indså snart, at hasardspil kunne blive en god indtægtskilde for byen.
I 1931 blev gambling legaliseret i Las Vegas, og dermed var byens status som verdens største spilleby etableret. Det var også ved den lejlighed, byen fik sit øgenavn: Sin City. Syndens By.
Den dag i dag refererer amerikanerne gerne til opfindelsen og opførelsen af dæmningen, The Hoover Dam. Det enorme bygningsværk pustede liv i en kriseramt amerikansk økonomi.
Men dæmningen lagde også grunden til en by, der helt fra sin barndom har baseret sig på hasardspil og skørlevned.
Nemme penge
Hundredvis af mennesker skubber og maser med deres smartphones i vejret for at få et glimt af Justin Timberlake eller Ben Affleck på den røde løber.
Premieren på filmen ’Runner Runner’ finder sted i Planet Hollywoods store casino. Så den røde løber snor sig forbi enarmede tyveknægte og blackjack-borde, som bliver bestyret af stærkt nedringede værtinder.
Filmen handler om online-gambling, som er forbudt, men særdeles udbredt i USA. Den viser en generation, der har set bankfolk og forretningsfolk score nemme penge med metoder, der var moralsk anløbne eller direkte ulovlige. Hvis de kan, hvorfor så ikke også mig?
LÆS MERE
På den måde siger den noget om samfundet, mener Justin Timberlake, der ved siden af karrieren som skuespiller er en af USA’s største popstjerner.
»Den amerikanske drøm plejede at handle om at blive rig og berømt. Men nu handler den om at blive rig og berømt så hurtigt som muligt. Det handler meget om instinkter, og ikke særlig meget om integritet, stolthed, ære eller andre moralske værdier«, siger han i det pressemateriale, der bliver delt ud inden filmen.
Den anden hovedrolleindehaver, Ben Affleck, er enig:
»Lige under fristelsen ved lette, hurtige penge ligger der noget, som i sin natur er svigagtigt, skævt, ødelagt og forkert«, siger han.
»Alting handler bare om at blive rig i en fart. Med alle midler«.
Lede i USA
Så dybt stikker mistilliden i det amerikanske samfund, at selv nogle af nationens mest succesfulde og feterede kunstnere ikke kan skjule deres frustration over, hvor hult den amerikanske drøm klinger.
Justin Timberlakes kritik er et ekko af den politikerlede, der for længst har fået den pensionerede gymnasielærer Missie Schaeffer til at miste troen på det amerikanske århundrede.
På tirsdag går USA i betalingsstandsning, hvis ikke politikerne i Kongressen i sidste øjeblik enes om en midlertidig finanslov. Hvis de gør, er der kun fjorten dage til næste afgrund, når USA rammer gældsloftet og ikke længere kan betale sine afdrag på lån i udlandet.
LÆS MERE
Det republikanske flertal i Kongressen vedtog i sidste uge en lov, der vil skære milliarder af det program, der sikrer fødevarehjælp til de millioner af amerikanere, der lever under fattigdomsgrænsen.
Og for at vedtage en finanslov kræver de en afskaffelse af den sundhedsreform, der vil give millioner af amerikanere adgang til helt grundlæggende behandling for sygdom og psykiske lidelser.
Den slags vil gøre ekstra ondt i Las Vegas, som er en af de amerikanske byer, der er allerhårdest ramt af den økonomiske krise.
Men der er ikke skyggen af politiske protester at se på The Strip. Det er svært at protestere, når man går rundt i bikini og tjener dollarsedler på at lade sig fotografere næsten uden tøj. Eller hvis man står og samler penge ind til en overnatning, inden man rejser hjem til sin mor i Ohio.
Danielle Fairbanks siger tak, mange tak, tusind tak for de 24 dollar. Hun lover at skrive, når hun og sønnen Edward er vel fremme.
»Hun har snydt dig, mand«
Lidt derfra står en mand og sælger vand.
Da jeg passerer ham, spørger han, om Danielle har fortalt historien om den voldelige ægtemand? Det kan jeg bekræfte.
»Hun står der hver dag. Hun har snydt dig, mand«, siger han.
Senere søger jeg på hendes navn i Google, og der dukker en historie op fra juni måned. En historie om et ungt par, hvis bil er brudt sammen, og de kan ikke få hjælp fra forældrene, fordi de er på ferie i Frankrig. Derfor står hun med en toårig dreng på The Strip og forsøger at samle lidt penge ind.
På vej ud af mit hotel går jeg forbi en filmplakat med et billede af Justin Timberlake og teksten:
»Du har ingen anelse om, hvem du spiller med«.
fortsæt med at læse
