Rolig er måske så meget sagt.
Men Nils Malmros følte trods alt »en vis fortrøstning«, da han en eftermiddag i februar 1984 tog afsked med sin kone og deres ni måneder gamle datter i huset på en villavej i Højbjerg ved Aarhus for at køre til Fyn og holde foredrag. Det var den første weekend, hans kone var hjemme fra psykiatrisk afdeling i Risskov, hvor hun var blevet indlagt, efter at hendes maniodepressivitet var slået ud i psykose. Og selvfølgelig burde han have aflyst foredraget på Ejby Ungdomsskole, siger han selv.


























