Uafhængige amerikanske film Old Joy

Lyt til artiklen

Med 14 film, endda suppleret med yderligere fire med kvindelige instruktører i serien ’American Women’, er afdelingen for uafhængige, amerikanske film en af de største i dette års udgave af NatFilm Festivalen. På den led modsvarer festivalen fint hverdagens virkelighed i de danske biografer, hvor det er produkter fra filmindustrien i USA, der oftest ruller hen over lærredet. Serien American Independent viser år efter år, at der sker uendelig meget mere i USA, end Hollywood og omegn indfanger i sine ofte konforme og forudsigeligt trygge kassesucceser. Og i år kan man se, at det angiveligt stilfærdige liv, der leves i de amerikanske småbyer, kan være lige så sigende og vigtigt som det hæsblæsende karriereræs i metropoler som Washington, New York og Los Angeles, vi som regel præsenteres for.

En farefuld camping

Langt ude i skoven befinder barndomsvennerne, den vordende far Mark (Daniel London) og den fortsat rastløse og utilpassede Kurt (Bonnie ’Prince’ Billy/Will Oldham) sig for at få et øjebliks ro og mulighed for at kigge tilbage i ’Old Joy’. Spillet mellem Mark, der er underkuet af sin gravide kæreste og langt inde i voksenlivets ansvarlighed, og Kurt, der stadig trasker sorgløs og ubekymret gennem livet, er fascinerende. Instruktøren Kelly Reichardt forstår at lade skoven tale sit eget sprog, selv et besøg på en tankstation kan hun skildre, så atmosfæren er tyk og ladet med symbolik. Der lurer noget skæbnesvangert og uhyggeligt over de to venner ude i skoven. Måske det homoseksuelle forhold, der antydes, da Kurt begynder at massere Mark i et udendørs badekar? Nej, så banal er ’Old Joy’ ikke. Filmen skildrer smukt og stilfærdigt det uundgåelige tab, der hører til at blive voksen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her