Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
DR
Foto: DR

Rødder. Duoen skrev glimrende sange og raptekster, men i længden kan man ikke foregive at være skaterdreng fra Californien, når man er en arbejderklasserod fra Skotland.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

DR 2-dokumentar om falske rappere er velfortalt og visuelt dristig

Dokumentaren på DR 2 i aften fortæller historien om gruppen Silibil n'Brain.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var efter sigende den romerske kejser Neros medarbejder Cajus Petronius, der i vor tidsregnings første århundrede udtalte de udødelige ord: »Mundus vult decipi«, verden vil bedrages. Og det er den så blevet siden hen, nogle gange stort, andre gange småt.

I musikbranchen, der lever af at sælge drømme, fantasier og idoler, finder svindlen sted hele tiden. For det meste som en del af forretningsmændenes strategi; men indimellem er der også nogle kvikke hoveder, som formår at løbe om hjørner med de ellers så fiffige bagmænd.

De to rimende drengerøve fik fødderne indenfor alle de dyre steder. De kom i fjernsynet. De kom til celebrity-begivenheder

Et par af disse var de to skotske rappere Billy Boyd og Gavin Bains, som i 1991 måtte lide den tort at blive afvist af pladeproducenter, ja finde sig i at blive grinet ud af en talentkonkurrence – fordi de var skotter.

Fordi deres ellers flydende rap og eminente beats havde den angivelige fejl, at ordene – hvor vittige, skarpe og perfekt skanderede de så end var – blev fremført på syngende sguttish, nærmere bestemt Dundee-dialekt, og den del af Storbritannien er mest kendt for appelsinmarmelade, ikke for hiphop.

LÆS OGSÅ

Så derfor besluttede de sig for at snyde de storskrydende pladebosser ved at opfinde nye identiteter og udgive sig for at være fra den lille by Hemlet i Californien, hvor de havde truffet hinanden ved et rap battle. De kaldte sig Silibil n’Brain som bandnavn og sang deres gamle sange på overbevisende californisk.

Og pludselig fik de masser af opmærksomhed og blev beskrevet som 'de nye Eminem'; de fik et hus at bo i, penge til at købe fadøl for, øvelokale og – ikke mindst – en kontrakt på en cd og to singleudgivelser.

En stor fed løgn
De to rimende drengerøve fik fødderne indenfor alle de dyre steder. De kom i fjernsynet. De kom til celebritybegivenheder og blev fotograferet med internationale stjerner.

Og de kom sågar til at varme op for rapstjernen D 12, som de påstod at kende fra USA, selv om de aldrig havde været der. Og mediekonglomeratet Sony bakkede dem op: De var det næste store navn i industrien.

Problemet var altså bare, at det hele var en stor fed løgn.

Godt nok skrev duoen glimrende sange og raptekster, som de formåede at aflevere med både glimt i øjet og fornemmelse for publikum, men i længden kan man ikke foregive at være skaterdreng fra Californien, når man er en arbejderklasserod fra Skotland – for i vore dages gennemmedialiserede verden vil gamle klassekammerater, kærester og kusiner altid på et eller andet tidspunkt skrive noget på Facebook, tagge et billede på Instagram eller på anden måde gøre anskrig, så løgnen afsløres.

Og desuden er det personligt anstrengende at leve en konstant løgn og med angst for at blive afsløret. Det slider.

Street-agtigt

Historien om Silibil n'Brains er forrygende god og særdeles godt fortalt af det selskab, BBC har fået til det. Fordi de to gutter var så langt fremme i skoene med hensyn til at optage sig selv på video, er der læssevis af skægt materiale fra duoens tid som festoriginaler, og samtidig er vidnernes beretninger om, hvad der gik for sig, fascinerende.

Som en fin detalje er en række scener fra forløbet fortalt som ganske morsomme tegnefilm med funky underlægningsmusik.

LÆS OGSÅ

Sådan meget street-agtigt. Og den øvrige billedstrøm er herligt afvekslende, fordi der konstant skiftes mellem datidige videoklip, materiale fra tv, klassiske interviewforløb og nærmest poetiske billedforløb, hvor der arbejdes med farver, former og pixels på en ganske inciterende facon.

Desværre bliver det sine steder lovlig meget, fordi den overordnede fortællings ro bringes i fare.

Og desværre er filmen for lang. Der bliver trådt for meget vande alt for længe, efter at vi ved, hvordan det slutter. Men ellers en velfortalt og visuelt dristig dokumentar om musikindustriens kværnende maskine og evige sult efter nye ansigter.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden