Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Carolina Romare
Foto: Carolina Romare

Broen. Nicolas Bro og Sarah-Sofie Boussnina i en scene fra tredje sæson af den svenskdanske dramaserie.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Åbent brev til Henrik Palle: Hvordan kan du give 5 hjerter til 'Broen III'?

Ikke alle er enige i tv-redaktørens flotte dom over 'Broen'. Hans kollega Marcus Rubin har skrevet et brev ...

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kære Henrik,

Nu har jeg troligt siddet uge efter uge og ventet i spænding på forløsningen i 'Broen III', men efter slutningen i søndags sad jeg grumme skuffet tilbage. Der er så utroligt meget, som ikke giver mening.

Det som bør karakterisere en god tv-serie - eller en film eller roman - er evnen til at skabe en troværdig, sammenhængende fortælling, hvor trådene bliver samlet til sidst og det hele giver mening.

LÆS HENRIK PALLES ANMELDELSE

Det mislykkedes efter min mening fuldkommen i 'Broen III', hvor man kastede en næsten endeløs mængde af spor og ting op i luften og derefter ignorerede en masse af dem - eller bare droppede dem. Og samtidigt var mange af sammenfaldene selv for en tv-krimiserie for absurde:

1. Sidehistorien om den svenske industrimagnat som havde en ung elsker

Denne historie blev der brugt meget tid på, og et af afsnittene sluttede ligefrem med at hendes elsker begik selvmord. Der blev brugt tid og energi på hendes usympatiske mor, hendes overtagelse af firmaet etc. Og hvad betød det? Intet som helst - den eneste forbindelse var hendes mand, en person vi stort set ikke mødte, som blev dræbt for noget, han havde gjort årtier før.

2. Freddies tidligere partner, Claes.

Igen en person, der blev brugt meget, meget energi på som intet betød - og som gjorde mange uforklarlige ting. Hvorfor dræbte han sin far? Intet svar. Hvorfor løb han fra politiet, når han intet havde gjort? Intet svar. Hvor passede han i det hele taget ind? Intet svar.

3. Brændemærkerne i munden

Et element, der var som taget ud af 'Se7en' eller en tilsvarende film, men som intet betød. Koden var Mortens, og brændemærkerne forsvandt sporløst i de senere drab. Og hvad var ideen med at bruge det babyloniske talsystem? Intet blev forsøgt forklaret.

4. Sagas mor

Her er der ikke deciderede logiske problemer, men helt ærligt - selv i en dysfunktionel familie er det meget, meget svært at tro at en mor, der ikke har set sin datter i 20 år i vrede over, at hun ikke kommer til farens begravelse vil gå så vidt som til at begå selvmord og forsøge at frame datteren for drab.

5. Too much i det hele taget

Der er simpelthen alt for meget gang i den. På den lille station i Malmø får en ansat sin datter skudt - på stationen. Lederen bliver kidnappet og dræbt (to gange kidnappet endda, endnu et ekstremt usandsynligt sammenfald), Saga bliver framet for mord, den danske leder mister sin kæreste, og Thure Lindhardts forsvundne kone bliver fundet. Og hans drugdealer for god ordens skyld skudt uden for hans hoveddør. Helt ærligt - det giver jo ingen mening og er da totalt utroværdigt.

Med venlig hilsen,

Marcus

...

Kære Marcus,

Tak for dine bemærkninger og ikke mindst din alfaderlige sammenfatning af fiktionsteoriens bud i formaningen om, at alle tråde skal samles til sidst og »det hele giver mening«.

Raymond Chandler har ringet og sagt, at han gerne vil have sine udsagn fra ’The Simple Art of Murder’ tilbage. Det var nemlig ham – manden der smed om sig med løse ender, mærkelige indfald og personer der forsvandt ud i den blå luft – der på kriminalromanens vegne formulerede dogmet om, at »fiktion i enhver form har altid haft som intention at være realistisk«.

Han gik galt i byen. Det handler ikke om troværdighed, men om ’sandsynlighed’. Indenfor den enkelte fiktions sammenhæng skal tingene give mening. Det vil sige, at Xena The Warrior Princess ikke kan optræde i en roman af Ida Jessen, og karaktererne i Harry Potter ikke er optagede af fodsvamp.

Matematikeren Kurt Gödel formulerede sin berømte ufuldstændighedssætning, der går ud på, at et system ikke både kan være modsigelsesfrit og sandt, eller konsistent og fuldstændigt. Sådan er det også med gode fiktioner. Hvis alle tråde skulle samles til sidst, ville vi enten være stedt tilbage med alene børnebogen ’Totte bager’ – som, bevares, også er fremragende – eller knastørre romaner, der ville få en Ikea-manual til at fremstå som det rene Shakespeare.

En af Raymond Chandlers mest lydhøre disciple er den nu afdøde amerikanske akademiker og krimiforfatter Robert B. Parker, og han efterlever i sine romaner principper fra ’The Simple Art of Murder’ med den konsekvens, at hans romaner er forudsigelige handlingsmæssigt, og de lever kun i kraft af en glimtvis rap dialog, der henter sine kvaliteter i læserens sentimentale længsel efter Raymond Chandler selv. Stringens i krimien er det princip, at man ikke må hente en deus ex machina ind fra højre i sidste øjeblik, ikke lade det hidrøre fra spøgelser eller andre metafysiske mennesker. Og så skal læseren have de samme informationer som detektiven.

Disse principper overholder ’Broen III’ faktisk stort set til punkt og prikke. Og lad os så komme til dine indsigelser:

1. Sidehistorien med den kvindelige erhvervsperson og hendes unge elsker

Den havde at gøre med et centralt tema i serien: forholdet mellem mødre og døtre, forældre og børn. Den spillede ikke direkte nogen rolle for hovedplottet, men var dog med til at pege os i retning af, at muligvis havde industrimagnatens mand en finger med i et eller andet spil.

2. Freddies tidligere partner Claes

Han spillede dog en vis rolle, idet han i en periode var hovedmistænkt af politiet, og så havde han desuden en relation til den kvindelige bedemand, der var vokset op sammen med morderen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

3. Brændemærkerne i munden

For så vidt angår brændemærkerne, er det ikke forbudt, men derimod ganske almindeligt, at sætte tanker i hovedet på læseren og seeren for at forvirre vedkommende. Alfred Hitchcock – gysermesteren – kaldte fænomenet for MacGuffin, et plotelement der ingen narrativ forklaring har.

4. Sagas mor

Moren og hendes optræden peger fremad i handlingen: Husk på at Saga, da serien slutter faktisk står for at skulle anklages for at have myrdet sin mor, og dette element spiller en helt central rolle for hendes afsluttende sammenbrud/selvmordsovervejelse og dermed partnerskab med Henrik Sabroe.

5. For meget i det hele taget

Tja, men vi henviser til punkt tre og så derudover til fænomenet: Delhandling, som er ganske anvendt i moderne tv-serier. Det tjener til at adsprede, så der ikke kun er ét fascinationselement, men flere. Det gælder i øvrigt også adskilligt af ovenstående. Som fiktionsskaber til et så stort medie som tv handler det også om at opnå/etablere en så høj grad af identifikationsmæssig åbenhed som muligt: Der skal med andre ord være noget for mere end én smag.

Og som afsluttende bemærkning vil jeg gerne anføre, at lagde man dine krav ned over litteraturhistorien, ville blandt andet ’Krig og fred’ være blevet skåret ned til en novelle. Men lad nu det ligge.

Med venlig hilsen,

Henrik

...

Kære Henrik,

Tak - og ja, jeg er gammeldags og holder af, at tingene hænger logisk sammen i fiktion, og at der er en mening med det man bliver præsenteret for.

Sådan som det eksempelvis sker i 'Se7en', som Broen for mig at se klart er inspireret af. Og så er det altså lidt for kækt at sammenligne 'Broen' med 'Krig og Fred', som jo netop har et stort bærende tema - krigen mod Frankrig - som Tolstoj forsøger at give et panoramisk billede af. 'Broen' har ikke noget overordnet tema - det er en krimiserie - hvor de selv er faret vild i deres egne spor. Lidt som i 'Lost'.

Med venlig hilsen,

Marcus

...

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kære Marcus,

Fint nok. Det er okay at være gammeldags. Men det nytter ikke noget at bebrejde et moderne stykke tv-fiktion, at det ikke passer til ens gemyt. Man bebrejder jo heller ikke eksempelvis vampyr-serien ’True Blood’, at der er for meget blod.

Helt kort: Roland Barthes skrev en bog om en novelle af Balzac, ’S/Z’ hed den. Og en af dens pointer var, at den litterære realisme havde sine forudsætninger i en realistisk verden og en dannelse, der understøttede dette. ’Broen III’ handler om en verden, der er gået amok og hvor menneskelige relationer er skævvredne i det eksistensens mørke, vi famler os frem i. Der er udsynet ikke klart.

Med venlig hilsen,

Henrik

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden