Hvad er egentlig det ultimative filmbillede med Christopher Walken«, spurgte en af mine kolleger. Svaret faldt prompte, som havde han spurgt om min adresse, eller hvad mine døtre hedder:
»Det er fra ’The Deer Hunter’, hvor han med rødt tørklæde om hovedet og med øjne, der er tømt for liv af stoffer og oplevet rædsel, sætter pistolen for tindingen og blæser hovedet af sig selv; antydningen af et smil kruser hans læber, og man ved ikke rigtig, om det er selvsikkerhed, fordi han har spillet russisk roulette så mange gange før og vundet, eller fordi han er klar over, at nu er hans time kommet – eller fordi Robert De Niros figur, hans ven Michael, er kommet for at hente ham hjem fra Saigons pulserende heksekedel af en postkrigsmetropol«. Billedet er ikonisk. Det er det, alle forbinder med Christopher Walken, selv om det snart er 30 år siden, han spillede rollen, som indbragte ham en Birolleoscar og sikrede ham et massivt gennembrud. Siden har han medvirket i en ublu mængde af film – såvel gode som dårlige. For Christopher Walken siger aldrig nej til en rolle. Mentalt ustabil Men er hans rolle i ’The Deer Hunter’ – Michael Ciminos grandiose og formidabelt flotte epos om Vietnamkrigen og dens konsekvenser for en tæt gruppe af venner i en lille industriby i Pennsylvania – nu også karrierens højdepunkt? Det spørgsmål melder sig, fordi filmen ligger så lige for at nævne. Og ganske hurtigt fyldes hovedet med andre billeder af Christopher Walken: som Diane Keatons mentalt ustabile lillebror i Woody Allens ’Mig og Annie’ fra 1977; som den synske skolelærer Johnny Smith i Cronenbergs version af Stephen Kings clairvoyancethriller ’The Dead Zone’ fra 1983.
