Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Geni. Dirch var revyernes konge, men i hans bedste film lyste hans poetiske, sødmefyldte geni lærredet op.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Portræt: Når Dirch var god, var han fantastisk

Filmens Dirch Passer var en sød og lidt nørdet type. Her er hans bedste film.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I løbet af sin godt tredive år lange karriere som filmskuespiller medvirkede den folkekære komiker Dirch Passer i ikke mindre end 90 film.

Fra debuten i Christen Juls i dag glemte ’Lykke på rejsen’ fra 1947 og til den sidste rolle som arrestforvalter i Finn Henriksens moderat morsomme komedie ’Fængslende feriedage’ i 1978 blev det til alle slags film.

I begyndelsen er flere genrer repræsenteret, inklusive melodrama. Men efterhånden som Dirch Passer træder i karakter som morsom mand, vinder komedierne i antal.

Og til sidst er der tale om en ganske særlig genre: Dirch Passer-filmen, hvilket var det navn, man brugte om film med den store mand i 1970’erne, hvor han uden sammenligning var landets mest berømte og feterede kendis og fik nationen til at pisse i skoene af grin, bare han viste sig på scenen, fjernsynsskærmen eller lærredet.

I brede kredse vurderede man ganske enkelt en films kvalitet – og om man overhovedet gad gå ind og se den – på, hvorvidt Dirch Passer var med eller ej.

Så kunne anmelderne mene, hvad de ville om datidens velmenende problemfilm om arkitekter i midtlivskrise eller teenageres livtag med seksualitet og voksenliv. Hvis ikke Dirch var med, var det sikkert noget halløj, lød det fra folkedybet.

LÆS OGSÅ Fik helt speciel Æresbodil Imidlertid havde massernes røst, som så ofte før, ikke nødvendigvis ret.

For et langt stykke af vejen var de fleste af Dirch Passers senere film noget makværk og spekulation, fordi producenterne havde luret, at Passer passede publikum mere end almindelig godt og derfor solgte billetter, om så såvel skuespil som iscenesættelse og manuskript var lige så blottet for kvalitet, som italiensk salat er det for faktiske italienere.

I 1961 tildelte de københavnske filmanmeldere ligefrem Dirch Passer en Æresbodil.

»Fordi han med et stort talent har ladet sig misbruge af danske producenter, og i håb om at han snart må få en rolle, der svarer til hans talent«, hed det i motivationen fra komiteen, der blev ledet af Berlingske Tidendes Svend Kragh-Jacobsen.

Desværre ansporede denne sarkastiske gestus fra smagsdommernes centralkomité hverken Passer eller de danske filmproducenter til at tage skeen i den anden hånd. Snarere tværtimod.

Moments of zen
For i løbet af de efterfølgende årtier blev der virkelig drevet rovdrift på Passers talent. Og han måtte finde sig i en række stedse mere højrøstede roller uden nogen som helst kunstnerisk legitimitet.

Ikke desto mindre er der ved selv de mest elendige Dirchfilm altid formildende omstændigheder, som kan være en frasering, et blik, et gag eller en minimal gestus; et – for nu at bruge Jon Stewarts udtryk – moment of zen, hvor man ser, hvor stor en komiker og skuespiller, Dirch Passer var og på film stadig er.

Men det er ingenting imod de mange gode film, hvor Dirch får lov til at folde sit talent ud. For så forsvinder alle skyer fra himlen, og solen skinner idyllisk. I sjældne tilfælde en hel film igennem. I andre kun kortere. Men magisk er det.



Erotisk umulius
I løbet af karrieren skiftede Dirch Passer rent fysisk apparition, ligesom han også lagde sin spillestil om.

Som ung skuespiller var han tynd som en blyant, og hans spil havde ofte et drømmende, lidt fraværende udtryk, der satte såvel ham selv som omgivelserne i et poetisk lys.

I Astrid og Bjarne Henning-Jensens farce ’Solstik’ fra 1953 har han en mindre rolle som politimand, og han giver partiet for fuld surrealistisk udblæsning, ikke mindst i en scene, hvor hovedpersonen, en hotelportier spillet af ingen ringere end Kjeld Petersen, er til spiritusprøve, fordi han tages for at være beruset.

Her ser man matricen for det spil med hinanden, som de to komikere senere perfektionerede i klassiske monologer som ’Skolekammerater’ og ’Tømmerflåden’. At se de to sammen på lærredet, er som at være vidne til en forelskelse.

Op gennem 1950’erne, samtidig med at Dirch Passer fejrede den ene triumf efter den anden på de skrå brædder, kørte han filmisk parløb med den lidt ældre, men meget kortere skuespiller Ove Sprogøe.

Det blev indledt med Poul Bangs folkekomedie ’Ved Kongelunden’, hvor kolonihavehyggen godt nok er tyk som sovsen til en konfirmation i provinsen, men hvor Passer og Sprogøe sprudler i hinandens selskab, herunder i den klassiske duet ’Der kommer altid en sporvogn og en pige til’ med musik og tekst af henholdsvis Sven Gyldmark og Poeten.

Den friskfyragtige Sprogøes kammeratlige forsøg på at nedgøre den mere flegmatiske Dirch afværges med ironisk imødekommenhed og stensikker timing, der får én til at acceptere, at linje 8 rimes på anekdote.

Filmene med Ove Sprogøe hører stort set alle til Passers mest vellykkede. De fleste er folkekomedier, nogle med en stor snert af romance, hvor Dirch Passer ofte giver rollen som erotisk umulius, der sin følelsesmæssige – og fysiske – klodsethed til trods alligevel får sin pige til sidst.

Her er ’Færgekroen’ fra 1956 en undtagelse, idet den gennemspiller en klassisk og populistisk folkekomediehandling; men den har sit magiske øjeblik i sangen ’Splitte mine bramsejl’, der måske nok er et forsøg på at gentage succesen fra ’Der kommer altid en sporvogn og en pige til’, men som til gengæld viser, at Dirch Passer med ganske små midler er i stand til at forvandle en branderbaseret popmelodi til genuin komik.

Og Sprogøes kække replik »pausen i musikken den er skrevet af Chopin«, falder knivskarpt.

Gestisk diskretion
I ’Baronessen fra benzintanken’ fra 1960 er dansk films allersmukkeste pige, Ghita Nørby, i centrum som den drengede Anne, der bor hos de to mekanikere Lars og Hans, spillet af Sprogøe og Passer.

Hun viser sig at være af ædel byrd og flyttes til et gods for at komme i lære som baronesse; men i virkeligheden savner hun livet på tankstationen og – viser det sig – også sin kollega Hans, som hun nærer kærlige følelser for.

Her er Passer i sit es som forelsket kvaj, og rollen er på mange måder blandt hans fineste. Filmen i filmen er hans kamp for at mande sig op til at turde vinde den kvinde, han har elsket på afstand. Hvilket slotsspøgelset, spillet af Karin Nellemose, må hjælpe ham med.

’Støv på hjernen’-serien har Dirch Passer i en væsentlig rolle, både som comic relief og omdrejningspunkt, idet han spiller den lidt nørdede, men elskelige og elskede vicevært Thomsen i ’Solvænget’, det ejendomskompleks, hvor satiren over det gryende velfærdssamfund og dets kønsroller udspiller sig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Atter er hans spil karakteriseret ved et overlegent mådehold. Ingen vilde øjne, ingen falden på halen, bare ordene og musikken

Kvinderne kommer til ham med deres problemer, og mændene, når de skal lege med elektriske tog i kælderen, mens husets unger såmænd også har ham som deres fortrolige.

Her er Dirch Passer igen helt utrolig sød, men også gedigent morsom. Han afleverer sine skarpe replikker med den cool timing, der var et af hans adelsmærker som komiker, og han agerer med en sublim gestisk diskretion.

Morten Piil fremhæver i sit filmleksikon en scene, hvor en af ejendommens kvinder har låst sig ude, mens en flæskesteg steger løs i hendes køkken.

Passer klarer ærterne ved at klatre ind gennem vinduet, og da alt er godt, siger han lavmælt og ydmygt: »De har vel ikke et sted, hvor jeg kan besvime?«.

I seriens første film, ’Støv på hjernen’, er Hanne Borchsenius den smarte journalistpige Mona Lisa, som viceværten forelsker sig i.

Og han gør blandt andet kur til hende ved at forsøge at imponere hende med sin viden om moderne beatmusik.

I et kosteligt optrin skal han spille en singleplade, hvor gruppen The Hot Cocker Spaniels spiller nummeret ’Cocktails for Two’ i et »noget rock’n’roll-præget hi-fi-arrangement«, hvilket han gentagne gange oplyser hende om. Igen er Passer så sød, så sød, og heldigvis ender det hele da også godt.

Ingen stor sanger

En af hans mest lysende biroller er i Erik Ballings filmiske parafrase over Jørgen Mogensens tegneserie ’Poeten og Lillemor’ – med Helle Virkner og Henning Moritzen i titelrollerne – hvor han spiller en bagersvend, som ikke kan få en kæreste, fordi han altid falder i søvn, når der er bal.

Der afvikler Dirch Passer sin rolle med minimalistisk elegance og bruger ingen billige tricks. Han lader sine melankolske øjne gøre arbejdet, sammen med den søvnige diktion og et par gab gør tricket.

Det er sagt, at Passer ikke var nogen stor sanger. Ikke desto mindre var han en god og fantastisk sød sangperformer.

Et af de fornemste eksempler er i Annelise Reenbergs romantiske komedie ’Han, hun, Dirch og Dario’, hvor han skal opmuntre den forelskede 16-årige Gitte Hænning, der er vild med Dario Campeotto.

Scenen, hvor de to synger ’Lille frøken Himmelblå’ er renlivet filmisk poesi. Atter er hans spil karakteriseret ved et overlegent mådehold. Ingen vilde øjne, ingen falden på halen, bare ordene og musikken.

Når Passer var rigtig god, var han fantastisk. Og han kunne få filmlærredet til at lyse op med sødme og poesi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ANMELDELSE

--------

Rettelse: I en tidligere version skrev vi, at Dirch Passer spillede beatmusik for Hanne Borchsenius i 'Støv for alle pengene', der er den tredje film i serien. Men det skete i seriens første film, 'Støv på hjernen'.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden