Selv gode tv-serier kan være svære at komme i gang med, ofte skal man lige se et par afsnit eller tre, før karaktererne og universet fænger en. Sådan havde jeg det ikke en fredag aften for snart fire år siden.
Scenen starter i sort. Vi hører en bilulykke. Braget. En hund, som piber. Den er blevet ramt. Vi klipper til billedet af Frank, som træder forvildet ud ad sin dør. Han får øje på naboens hund, bilisten flygter i høj fart. Han sætter sig på hug, ser bekymret på hunden, siger beroligende ord til den. »It’s okay ...«. Vi bliver ved hans ansigt. Vi ser aldrig hunden, hører den kun. Så er det, Frank bryder den ubrydelige ’fjerde væg’ og betror sig til os. »There are two kinds of pain. The one that makes you stronger, or useless pain ...«. Frank læner sig frem og tager fat om hundens hals: »I have no patience for useless things«. Stille og roligt kvæler han hunden. »Moments like these require someone who will act, to do the unpleasant thing, the necessary thing«. Der bliver stille, hunden er død. »There, no more pain«.
