Man kan lide af frygt for dukker. Pediofobi hedder det, og hvis man har brug for Freud til at forklare fænomenet, kan man slå op i hans essay ’Das Unheimliche’, der handler om den særlige tilstand af uro, der opstår, når noget føles familiært og fremmedartet på samme tid. Dukkerne med deres menneskelige form og deres ikke-menneskelige udtryk er et af de objekter, han nævner som kilde til den krybende rædsel.
Vi, der var børn i 80’erne, har ikke brug for Freuds forklaring. Vi har bare en sund skepsis over for dukker, som opstod i 1983, da vi var for små til at se Ingmar Bergmans tv-version af ’Fanny og Alexander’, men så den alligevel. De dukker er endnu ikke overgået i uhygge. Ikke mindst fordi Bergman så mesterligt skildrer verden set fra barnet Alexanders udsyn.
