Det er elementært spændende. Igen. Kan mennesket klare sig mod naturens kræfter? Kan en hippiekvinde, der nok er god til at indsamle urter og flette med pil, stå imod kulde, blæst og måske sult i ødemarken? Kan en revisor, der godt nok flittigt har dyrket outdoor-livet i sin fritid, klare en puma, hvis den skulle dukke op en mørk nat?

Den amerikanske natur-realityserie, der nu ruller for tredje gang, er stadig fascinerende at følge. I den ny sæson har producenterne forkastet Vancouver Island i Canada som sceneri for de ti udvalgte, der dyster om at klare sig længst muligt alene i vildmarken og vinde 500.000 dollars.

Det skal være vildere endnu. Derfor er tredje ombæring flyttet sydpå – helt ned til Patagonien på Sydamerikas spids, hvor et endnu mere barskt klima, andre rovdyr og et anderledes uvejsomt landskab nok skal give dem masser af dramatiske udfordringer, som vi seere kan sidde i stearinlysets hyggeskær og godte os med.

Konceptet er fintunet, sådan da, for nok er serien klippet knivskarpt, persongalleriet tegnet fint op og sceneriet dragende, men fra start var der ligesom smurt for meget kunstigt drama på.

I den nye sæsons første afsnit fortæller en voice-over gentagne gange, hvor forrevne klipperne er i Patagonien, hvor dødsensfarlige vildsvinene er, hvor totalt isolerede deltagerne vil være, og hvor iskoldt vandet i de dybe søer kan være.

Som om vi hverken selv kan se, høre eller fatte, hvad der foregår på skærmen foran os. Den megen patos giver bagslag, så man som tilskuer tænker, om dramaet mon i det hele taget er noget oppustet.

Er deltagerne nu egentlig så isolerede, som man får indtryk af? Er sådan nogle vildsvin nu også så pokkers aggressive?

Seriens drama virker mest ægte og stærkt, når man nøjes med deltagernes egne optagelser og speak. Man er der sammen med dem, når de fortæller om de råkolde morgener, hvor de vågner med knurrende mave.

Man føler med dem, når de sidder alene i mørket og hører underlige lyde fra nattens dyr og deres nervøse blik er fanget på infrarødt kamera.

Så skutter man sig under plaiden og tager gerne et afsnit mere. Også selv om tredje sæson formentlig vil ende som de to foregående, for som originaltitlen ’Alone’ indikerer, er det ensomhed, der knækker selv de stærkeste til slut.

Det er ikke kulde, sult, frygt eller træthed. Det er ensomhed. Savnet efter andre mennesker. Meningen med det hele svinder ind, når man ikke har nogen ved sin side. Det skader ikke at blive mindet om.

fortsæt med at læse

Netflix har et nyt fix til de seriøst afhængige krimijunkier