Den chilenske film ’A Fantastic Woman’ sikrede sig natten til mandag dansk tid en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.
Dermed blev det ikke til en pris til ’The Square’, der er dansk koproduceret og har danske Claes Bang i hovedrollen.
’A Fantastic Woman’ og ’The Square’ var på forhånd udnævnt som de to forhåndsfavoritter til at tage den prestigefulde statuette.
Men det lykkedes altså ikke for Claes Bang og co. at tage sejren.
»Jeg har det dårligt, det er rædselsfuldt, jeg er rasende, det er noget lort«, udbryder Claes Bang, da Ritzau fanger ham på telefonen i salen.
»Det er brandærgerligt, sindssygt ærgerligt«, siger han videre.
I filmen, der er instrueret af Ruben Östlund, spiller han museumskuratoren Christian, der får sat sin moral på alvorlig prøve. Bookmakerne havde på forhånd ikke udelukket, at ’The Square’ kunne vinde prisen.
»Nu står jeg i baren og bestiller et stort glas hvidvin, og så vil jeg i første omgang prøve at skylle skuffelsen ned med det«, siger Claes Bang, der dog ikke er i tvivl om, at han og resten af holdet bag ’The Square’ nok skal få en god aften.
»Nu skal vi lige se showet færdigt, men selv om det er røværgerligt, så klarer vi den, og selvfølgelig skal vi ud og feste«, siger han.
’The Square’ er instrueret af svenske Ruben Östlund. Ud over dansk koproducer og hovedrolle har den også dansk birolle og klipper. Den har også modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI).
’The Square’ vandt Guldpalmen sidste år og har også været nomineret til en række priser i foråret. Blandt andet ved Golden Globe-uddelingen, hvor det dog heller ikke blev til en sejr.
Vinderen ’A Fantastic Woman’ har blandt andet vakt opsigt, fordi det er en kærlighedshistorie mellem en transkønnet kvinde og en mand.
Den chilenske, transkønnede skuespiller Daniela Vega har vundet stor anerkendelse for sin rolle som Marina i filmen. Her spiller Vega en ung servitrice, som drømmer om at blive sangerinde.
De øvrige nominerede i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film var ’The Insult’ (fra Libanon), ’Loveless’ (Rusland) og ’On Body and Soul’ (Ungarn).
ritzau
fortsæt med at læse



























