Det er den værste sexscene, jeg kan huske at have set. Hvis man altså kan kalde en voldtægt af en 13-årig pige for en sexscene. Det rædselsfulde ved den er, at den netop er fremstillet som et samleje, hvor pigen indvilger i akten. For i ’The Tale’ ser vi overgrebene, som de dukker op i bevidstheden hos den voksne Jenny, der har fundet sine dagbogsnotater fra dengang, hun havde et forhold til den 40-årige Bill, som hun mødte på en sommerlejr på en rideskole.
Stykke for stykke begynder det, hun erindrer som noget smukt i pejsens skær, at åbenbare sig som en voksens overgreb på et barn. Vi ser historien fortalt i tilbageblik, der hele tiden ændrer karakter, efterhånden som Jenny i filmens nutid mister kontrollen over sin egen historie.


























