Hvis psyken nu var (eller er?) underlagt termodynamikkens love, ville vi måske kalde denne erfaring for entropi: Når alt fra popcornbægre til filmbudgetter bliver stadig større og mere oppustet, søger vores opmærksomhed spontant imod de mindste, men mest energifortættede fænomener. Og når en rædsel overdrives og gentages i større skala længe nok, svækkes dens troværdighed og skræmmeevne.
Fantasy-, superhelte-, katastrofe- og actionfilm har med den øgede digitale illusionskraft selv fået vokseværk, så også J.K. Rowlings ny filmcyklus – en slags Harry Potter for voksne, eller i hvert fald om voksne – sætter gang i min egen entropi: I stedet for virtuelle eksplosioner og dommedagstorden sidder jeg og nyder den muldvarpelille Niffler med sporsansen, og jeg studerer og tolker dens herres, ’magizoologen’ Newt Scamanders (Eddie Redmayne) mindste ansigtstrækning. Ligesom jeg – forgæves – spejder efter mimiske afsløringer hos hans dæmoniske modpart, Gellert Grindelwald (Johnny Depp med alt for monotont stenfjæs).
