Tv-serierne har de sidste fem år været ramt af en såkaldt sadcombølge, en genre af serier, der har udskiftet dåselatter og ironisk distanceret plot-panserglas med eksistentielle tematikker og livskriseundertoner. Sadcomserierne dyrker midtlivskriserne, 30-års-kriserne, skilsmisserne og teenagetristessen. I genren kan man især fremhæve serier som Duplass-brødrenes ’Togetherness’ fra 2015, Phoebe Waller-Bridges BBC-serie ’Fleabag’, og i tegnefilmen ’Rick & Morty’, som kan ses på Netflix, er der et konstant tema om ikke alene verdens undergang, men alle mulige verdeners undergang. I musicallen ’Crazy Ex-Girlfriend’ bliver hovedpersonen Rebecca Bunch ligefrem diagnosticeret som depressiv.
Der havde næppe været en depressionsmusical uden en gangsterserie med en mafiaboss på Prozac. Da ’The Sopranos’ løb over skærmene for første gang i 1999, sparkede serien døren op for en ny arketype inden for tv-serier. De tog en macho arketype og sendte ham til psykolog, og så kunne vi som seere pludselig relatere til en voldspsykopat og hans komplekser, bekymringer og hverdag.
