Superheltene har kronede dage i biograferne, og næsten alle blockbustere har efterhånden tegneseriemuskler i hovedrollerne. Denne uge er der verdenspremiere på ’Avengers: Endgame’, og prøv at forestille dig, at det var en stumfilm. Nej, det ville ikke være det samme. Slet ikke.
Faktisk er lyden en så enorm del af moderne actionfilm, at lydfolkene ofte arbejder på produktionerne i mange måneder – den ene af lyddesignerne på ’Avengers: Endgame’, Nia Hansen, skrev forleden på sin anbefalelsesværdige og informative Twitter-konto, at hun alt i alt havde arbejdet på filmen i lige over et år.


























