Selv flere årtier efter, at bogen udkom, identificerer unge læsere sig med dens hovedperson og sender alenlange hyldestbreve og fortolkninger til forfatteren. Han, Jerome David Salinger, har angiveligt frabedt sig al opmærksomhed i forbindelse med sin sene debut, ’Catcher in the Rye’, der blev oversat til dansk i 1953 til ’Forbandede ungdom’ og var en født klassiker.
Derfor havde hans agentur i New York så sent som midt i 90’erne en ansat, hvis primære opgave var at besvare brevene med udvalgte standardformuleringer. Det var, som åbningsfilmen på årets Berlinale gør en meget stor pointe ud af, i internettets og mailskriveriets absolutte blestadium. Den ansatte var i 1996 Joanna Rakoff, som mange år senere – i 2014, da Salinger selv var død – skrev en erindringsroman om sit år som automatisk brevsvarer for den store forfatter, ’My Salinger Year’.


























