Onsdag 6. maj har Netflix premiere på dokumentaren ’Becoming’ om USA’s tidligere førstedame, Michelle Obama.
Ifølge The Hollywood Reporter er der tale om et »tophemmeligt« projekt, som kun få særligt indviede har haft kendskab til.
Dokumentarfilmen ’Becoming’ deler navn med Michelle Obamas bestseller fra 2018, som hun turnerede verden rundt med.
Hun besøgte i alt 34 storbyer på turneen, og det er især optagelser herfra, der bliver omdrejningspunktet i dokumentaren.
»I de måneder, jeg rejste og knyttede mig til mennesker verden rundt, fik jeg banket på plads, at vi alle deler noget dybt og ægte, som der ikke kan røres ved«, siger Michelle Obama i en udtalelse og fortsætter:
»I grupper, store som små, unge og gamle, unikke og fælles, fandt vi sammen og delte historier om glæder, sorger og drømme. Vi bearbejdede fortiden og forestillede os en bedre fremtid«.
Michelle Obama besøgte også København på sin bogturné for godt et år siden. I det lettere bizarre show i Royal Arena virkede intervieweren, den amerikanske realitypersonlighed Rachael Ray, dog noget mere interesseret i at tale om Michelle Obamas yndlingsfarve, måltidsvaner og eventuelle tatoveringer end om glæder, sorger og drømme.
Om der er optagelser fra København med i ’Becoming, vides ikke i skrivende stund.
’Becoming’-dokumentaren er instrueret af filmfotografen Nadia Hallgren, der debuterer som fuldlængde-instruktør.
Den produceres af firmaet Higher Ground, der ejes af Michelle Obama og hendes mand, ekspræsident Barack Obama. Firmaet, der har en eksklusivaftale med Netflix, vandt en Oscar i kategorien bedste dokumentar tidligere på året for filmen ’American Factory’.
Dansk dokumentar taber Oscar til Obamas produktionsselskabSe et klip fra ’Becoming’ herunder:
fortsæt med at læse




























