Sangeren Justin Bieber og hans kone, modellen Hailey Baldwin, åbner dørene til deres privatliv og bryllup på Facebook Watch.

Facebooks videotjeneste viser åbenhjertig tv-serie om Justin Bieber og hans kone

Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

YouTubes minidokumentarserie ’Seasons’ om Justin Bieber og tilblivelsen af hans nye album havde premiere i januar og slog alle seerrekorder for platformens originale indhold med over 32 millioner streams på en uge.

Nu prøver Facebook at gøre kunsten efter og har hvervet Justin Bieber og hans kone, Hailey Baldwin Bieber, som stjerner i en ny miniserie ’The Biebers on Watch’, som er tilgængelig gratis på videoplatformen Facebook Watch.

I tolv afsnit følger man parret i og omkring deres hjem i Toronto, Canada. Det første afsnit udkom i går, hvor parret tager på sejltur og reflekterer over deres forhold, tidligere brud og deres nuværende ægteskab.

Nye afsnit udkommer hver mandag, onsdag og fredag de næste tre uger. Her taler Bieber og Baldwin om deres forhold og bryllup og giver seerne et indblik i deres familie og vennegruppe.

Parrets massive popularitet på sociale medier er for Facebook en indbygget reklamesøjle uden sammenligning. ’The Biebers’ har sammenlagt næsten 240 millioner følgere spredt på sociale medier, og Biebers YouTube-kanal alene har genereret tre milliarder visninger det seneste år.

Værtskabet er dog langtfra gratis. YouTube betalte over 130 millioner kroner for deres 10 afsnit a 10 minutter. Facebook har ikke offentliggjort, hvad de har betalt.

På trods af at Facebook sandsynligvis har måttet punge store summer ud for miniserien, er det ikke produktionsomkostningerne, der har tæret på budgettet.

Serien er udelukkende filmet på GoPro-kameraer, som Bieber og Baldwin på skift fører med de rystelser og skæve panoreringer, som man kender fra hjemmevideoer.

Se første afsnit af serien her:

26-årige Justin Bieber og 23-årige Hailey Baldwin Bieber, der er model og datter af skuespilleren Stephen Baldwin, har kendt hinanden siden 2009 og bekræftede første gang, at de var et par, i 2016.

Efter et brud på to år fandt de igen sammen og blev gift i september 2018.

Jóhann Thór Haahr Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her