De plejer at rose sig selv til pressekonferencerne for amerikanske film. Men til den noget usædvanlige præsentation af Christopher Nolans nye film, ’Tenet’, var mængden af roser ekstrem.
Selv om mødet foregik på den digitale tjeneste Zoom, kunne man næsten lugte arrangørernes frygt for, at nogen skulle have en dårlig oplevelse, skrive skidt om filmen og dermed dødsdømme alle biografer i verden. Nolans ’Tenet’ bliver nemlig af mange udråbt som filmen, der skal redde biograferne fra coronakrisens konkurskløer.


























